Mads Mikkelsen lander hovedrolle

25/05/2022

Nicolai Busekist

Foto: Yves Salmon/Ritzau Scanpix
Den danske skuespiller har rigtig godt gang i karrieren, og har nu landet endnu en stor hovedrolle.

Mest læste i dag

Til efteråret starter instruktør Nikolaj Arcel, som instruerede den Oscar-nominerede 'En kongelig affære', optagelserne på sin kommende storfilm, der har fået arbejdstitlen 'KONGENS LAND'

Filmen er et episk, barsk drama, der har Mads Mikkelsen og Amanda Collin i hovedrollerne. Med som medforfatter på manuskriptet har Nikolaj Arcel den Robert-vidende Anders Thomas Jensen.

'KONGENS LAND' kommer til at handle om den uopdyrkede jyske hede i 1750'ernes Danmark samt om 'menneskets kollision med naturen, om kærlighed, ondskab, store ambitioner og endnu større ofre', skriver Zentropa Entertainment i en pressemeddelelse.

Mads Mikkelsen har fået hovedrollen som Kahlen, og bliver derfor genforenet med Nikolaj Arcel, som han ikke har arbejdet sammen med, siden han spillede rollen som Struensee i 'En kongelig affære'.

Senest har den danske skuespiller gjort sig bemærket på den internationale scene med sin rolle som troldmanden Grindelwald i 'Fantastiske Skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder'. Næste år har han også en bærende rolle i Indiana Jones 5.

Til trods for den internationale succes, ser Mads Mikkelsen frem til igen at skulle arbejde sammen med ham igen om en dansk film.

"Jeg havde et fantastisk samarbejde med Nikolaj Arcel på En Kongelig Affære, og jeg glæder mig enormt til at arbejde sammen med ham igen. Han har en formidabel vision for filmen, og han og Anders Thomas har skrevet et vildt manuskript. Det har en brutalitet og ømhed som jeg blev meget bevæget af, da jeg læste det," siger Mads Mikkelsen, og fortsætter:

"Vi dramatiserer et vigtigt og fascinerende kapitel i Danmarkshistorien med nogle tematikker, der trækker klare tråde til vor tid. Og så er det også bare en spændende historie og lidt af et eventyr."

I pressemeddelelsen fremgår det desuden, at det forventes, at optagelserne til filmen går i gang d. 5. september, og vil finde sted i både Jylland, Tyskland og Tjekkiet. Hertil lyder det, at det er forventet, at der vil være biografpremiere i efteråret 2023.

Anbefalet til dig