Melvin Kakooza scorer nyt job: “Jeg er utrolig stolt”

25/11/2021

Julie Møller

Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix.
Den populære komiker kommer til at stå i spidsen for tv-showet, der bliver sendt fra Rødovre Hallen.

Mest læste i dag

Når tv-stationer sender store tv-shows, er det ofte i storslåede omgivelser. Det kommer imidlertid til at se helt anderledes ud, når Fodboldfonden, Røde Kors og TV 2 søndag 28. november klokken 20.00 samler ind til udsatte børn.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra TV 2.

Indsamlingsprogrammet ’Alle vores børn’ bliver sendt fra Rødovre Hallen med et publikum af børn og voksne – og med plads til bankospil, bølge pommes frites og sodavand, lover TV 2.

Melvin Kakooza kommer til at stå i spidsen for tv-showet, og det ser han frem til.

“Jeg er utrolig stolt af at være del af det her! Håber i vil se med, og at vi sammen kan samle en masse penge ind,” skriver han i et opslag på Instagram. 

Melvin Kakooza er vært for ’Alle vores børn – side om side’, som både samler ind til udsatte børn og skaber opmærksomhed om et væsentligt samfundsproblem. Foto: TV 2.

Skabe opmærksomhed 

Formålet med programmet er ikke alene at samle ind. ’Alle vores børn’ handler også om at skabe opmærksomhed om et vigtigt samfundsproblem, forklarer TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg:

“‘Alle vores børn – side om side’ er et anderledes show, og vi samler ind på en anden måde. Her drejer det sig om fællesskab og om at bakke op om børn, som er i en udsat position. Vi samler ind med hjælp fra rollemodeller og forbilleder – blandt andre nogle af Danmarks allerstørste fodboldprofiler – der viser stort engagement og bakker op. Fodboldprofilernes stærke involvering kommer også til udtryk i de unikke og nyskabende præmier, man kan vinde i vores program.”

Bag Fodboldfonden står hustruerne til nogle af Danmarks store landsholdsprofiler i fodbold, Stine Schmeichel, Michelle Delaney og Sabrina Kvist Jensen, der er gift med henholdsvis Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Christian Eriksen, samt Louise Janniche.

’Alle vores børn – side om side’ sendes live på TV 2 PLAY og TV 2 søndag 28. november klokken 20.00. 

 

 

Anbefalet til dig