‘Min sindssygt sunde familie’: Sådan går det i dag

29/05/2020

Julie Møller

Foto: TV2
Der skulle skrues ned for proteinerne og smørkaffen og op for afslapningen hos de tre familier i det omdiskuterede TV2-program ‘Min sindssygt sunde familie’. Men har de fulgt lægens rådgivning?

Mest læste i dag

I de fire programmer gav de tre familier deres forskellige bud på et sundt familieliv. Her fortalte de åbent og ærlig om, hvorfor de har valgt at leve på den måde, de gør. Undervejs blev de testet af overlæge Bente Klarlund for at undersøge om deres fysiske tilstand stemte overens med deres sunde overbevisning. 

 Men hvordan går det så familierne i dag? Har de lært noget af deres deltagelse i programmet? Det har TV 2 spurgt de tre familier om.

Familie 1: Bio-hackerne

Rasmus Just og Kirsten Katrine Lindegaard beskriver i programmerne sig selv som ‘biohackere’ - et fænomen, der går ud på, at man bruger teknologi til at forbedre ens egen sundhed. Data bruges til at optimere deres travle hverdagsliv med karriere og fem børn - og til at forbedre deres helbred og forlænge deres liv.

Bente Klarlunds testresultater viste, at både Rasmus Just og Kirsten Katrine Lindegaard havde flotte kondital, og stressniveauet lå fint for dem begge. Rasmus Just havde sågar ‘styrke som en bodybuilder’. De fem børn lå også rigtig fint i alle prøver, og det eneste der blev påtalt var Rasmus Justs meget høje kolesteroltal. Bente Klarlund anbefalede derfor, at han skruede ned for særligt smør i kosten fremover. Netop smør var en vigtig del af Rasmus Justs morgenmad, som ofte bestod af Bulletproof kaffe, der er kaffe med smør. 

TV2 har spurgt familien, hvad der er sket i deres liv, siden optagelserne sluttede.

“Efter programmet har jeg fået analyseret mine gendata yderligere. Der har jeg blandt andet fundet svar på, hvorfor jeg som barn led af børneeksem og som voksen af allergi. Jeg har altid været bekymret for, om børnene havde øget risiko for at udvikle astma. Det viser sig dog, at de ikke har det”, siger Rasmus Just og fortsætter:

- Derudover har programmet jo skabt en del debat omkring biohacking, så vi har fået flere henvendelser. De fleste har heldigvis været positive, men der er også nogle derude, der har misforstået biohacking og tror, at vi bare stresser rundt og laver data for datas skyld. Det er jeg lidt ærgerlig over.

Droppet den kalorietunge kaffe

Bente Klarlunds testresultater viste, at Rasmus Just’ kolesteroltal var meget forhøjet, og det har gjort indtryk på familiefaren. 

“Jeg har sat mig for at få mit kolesteroltal ned og har derfor taget bulletproof kaffe ud og ændret enkelte elementer i min kostsammensætning. Efter Bentes resultater reflekterede jeg over det og kom frem til, at den ikke var nødvendig for mig. En ny blodprøve har netop afsløret, at det har virket perfekt, og jeg har nu et helt almindeligt gennemsnitligt dansk kolesteroltal,” siger Rasmus Just.

På spørgsmålet om, hvorvidt de i fremtiden også vil definere sig selv som biohackere er svaret klart.

“Ja, selvfølgelig. Om fem år tror jeg bare ikke, at det nødvendigvis hedder biohacking mere. Så er det bare i folks bevidsthed at bruge teknologi mere til at forbedre sundheden”, siger Rasmus Just til TV2.

Familie 2: De spirituelle

Hos Hellena Rosali og Patrick Maxwell stræbes efter en både fysisk og mental sundhed. Sammen med de tre børn lever de sukkerfrit, glutenfrit og mejerifrit, og derudover spiser hele familien så godt de kan efter deres blodtype. Spiritualitet er en fast del af hverdagen i form af healing, englekort og zoneterapi, mens flere af familiens medlemmer har skiftet navn.

Bente Klarlunds tests viste rigtig flotte resultater, og derfor var det eneste råd til familien: Slap af engang imellem og nyd, at det går så godt.

Siden optagelserne sluttede, er familien flyttet, og der kommer snart et nyt familiemedlem.

“Patrick var på knæ for en måneds tid siden, så vi skal giftes, og der er en baby på vej. Vi kalder det en sød, lille "upser" og glæder os meget. For nylig er det også lykkedes os at finde et dejligt hus tæt på vores børns skole, som vi flytter ind i, inden babyen kommer. Her i Hillerød manglede vi et værelse, og på grund af mine spirituelle kanaler, har jeg også brug for luft fra mennesker. Derfor ønskede vi os en base, hvor vi fik mere natur omkring os,” siger Hellena Rosali.

"Vi lever på samme måde"

Testresultaterne har ikke påvirket familiens måde at leve på.

“Vi lever på samme måde og holder fast i den overbevisning, vi har som familie. Jeg har levet sådan i mange år, og nu fik vi jo heller ikke rigtigt nogle negative resultater, så det var ikke, fordi vi tænkte, at der var noget, der skulle ændres”, siger Hellena Rosali. 

Heller ikke Bente Klarlunds bemærkning om at slappe lidt mere af, har gjort det store indtryk. 

“Da Bente sagde det, tænkte vi: “Det er jo slet ikke sådan, det er”. Herhjemme laver vi mad og hygger os ligesom alle andre. Vi tager bare nogle andre poser ned fra hylderne, siger Hellena Rosali. 

“Vi lever for fuld smadder. Vi føler faktisk ikke afsavn fra noget. Vi bager pandekager tit – bare på boghvedemel. Jeg laver apple crumble, vi får vegansk is, mørk, økologisk chokolade og alt sådan noget. Så vi er ikke hellige. Det er bare alt med måde, og når det så skal være, køber vi ordentlige, økologiske varer,” fastslår Patrick Maxwell.

Familie 3: Bodybuilderne

Trine og Heine Kaas har begge kæmpet med overvægten tidligere i deres liv, og det er lykkes dem begge at tabe henholdsvis 25 og 60 kilo. De dyrker bodybuilding og bruger mange timer om ugen på sporten. Derudover vejer de deres mad og spiser store mængder protein for at opbygge muskelmasse.

Det var tydeligt, at både Heine Kaas og Trine Kaas begge var meget stærke og havde en lav fedtprocent, da Bente Klarlund testede parret samt Trines søn Bastian Kaas. Sidstnævnte havde fine resultater over hele linjen, men Heine Kaas havde dog høje stress-tal og sov generelt for lidt. Bente Klarlund kunne samtidig se i blodprøverne, at der var en påvirkning af begges nyrefunktion. Derfor anbefalede Bente Klarlund familien at skrue ned for proteinindtaget. Samtidig påpegede hun, at Trines Kaas’ nyrer var på overarbejde, da hun stillede til bodybuilder-konkurrence. 

SIden optagelserne til ‘Min sindssygt sunde familie’ sluttede har familiens træning ændret sig. 

“Vi har ligesom alle andre skullet tilpasse vores liv til corona. Fitnesscentrene er jo lukket, så vi har lavet en masse hjemmetræning, selvom det ikke er hver dag, at motivationen for det er lige høj. Det positive ved det er, at vi har været mere udenfor og har gået lange ture sammen,” siger Trine Kaas.

"Vi har reduceret vores proteinindtag"

Derudover har familien også nedjusteret deres protein-indtag, fortæller Trine Kaas.

“Vi har begge reduceret vores proteinindtag til omkring det halve. Det er dog ikke på baggrund af programmet, men fordi vi ikke stiller op til konkurrence lige nu. Så skal vi ikke have så store mængder protein. Vi ligger stadig højt i dag, men indenfor den grænse, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.”

Og på spørgsmålet om, hvorvidt familien vil fortsætte deres livsstil, så er svaret klart.

“Når man ser bort fra tiden lige op til konkurrencen, så viser resultaterne jo, at vi er sunde og raske. Så ja, lige nu bliver vi ved, fordi det fungerer for os. Om jeg stiller op til konkurrence igen, ved jeg ikke, siger Trine Kaas.

“Når vi stiller op til konkurrence, er der ikke noget sundt i det længere. Det ved vi godt. Men det er et mål for os, ligesom det er mål for andre at løbe maraton,” tilføjer Heine Kaas.

 

 

 

 

Anbefalet til dig