Nu kan danskerne se frem til, at TV 2-hittet Toppen af poppen, vender tilbage på skærmen med en ny sæson. TV 2 melder at der blændes op for den spritnye sæson til efteråret.
Sidste år var sæsonen anderledes end de andre år, for der blev programmet sendt i en særlig udgave. Det populære program kunne nemlig i år 2020 fejre 10 års jubilæum og derfor var sæsonen anderledes. Jubilæet blev fejret med et gensyn, med intet mindre end hele 25 tidligere deltagere i programmet - heriblandt Burhan G, Mads Langer, Søs Fenger, Michael Falch, Poul Krebs, Stine Bramsen og mange flere.
Men i år kan seerne se frem til en sæson som er lavet i det oprindelige format, det fortæller TV 2. Her er der syv deltagere med, som over syv programmer fortolker hinandens musik.
Deltagerne er på skift dagens hovedperson og her optræder de andre deltagere, med nyfortolkede udgaver af sange, som hovedpersonen har lavet.
"Sidste år havde vi skiftende artister fra gang til gang, som alle havde været med før. Det fungerede godt, men vi glæder os også til at vende tilbage til den vanlige 'Toppen af Poppen'-stil, hvor vi har mulighed for at få mere dybde i portrætterne, når det er de samme syv deltagere, der er med i hele sæsonen," lyder det fra Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør hos TV 2.
Hun fortæller også, at der er mange gode grunde til at fortsætte med programmet - blandt andet, at der er mange dygtige danske musikere der endnu ikke har medvirket.
Genialt koncept
Programmet vil i år blive optaget på Mols i slutningen af april. Dog må seerne vente i spænding helt til efteråret, med at se resultatet.
Allerede nu løfter TV 2 sløret for én af årets deltagere. Det er Gulddreng - eller nu Malte Ebert.
Den 27-årige musiker slog igennem som karakteren Gulddreng, hvor han udgav en række sange, der primært handlede om sin egen succes.
Da han først i 2016 slog igennem som Gulddreng, strøg hans singler ind på den danske hitliste - faktisk endte alle hans syv singler som nummer et.
Som Gulddreng lavede han blandt andet sangene, "Model, "Drikker for lidt", "Censor", "Legende" og julesangen "Guld jul".
I 2018 smed Malte Ebert både guldkæderne og solbriller, da han sagde farvel til Gulddreng. Siden karakteren blev lagt i graven, har han lavet musik og optrådt i sit eget navn - her hittede han i sommeren med singlen "Rather be".
Nu er han snart aktuel i Toppen af poppen og det er noget han glæder sig meget til.
"Jeg synes, det er en sjov og spændende udfordring, og så er timingen god. Jeg er et sted nu, hvor jeg kan bidrage med 'Gulddreng'-sange og mine sange i eget navn, forklarer Malte Ebert til TV2 , han kalder det desuden for et "genialt koncept", at professionelle musikere fortolker hinandens sange.
Hvem der udover Malte Ebert deltager i dette års sæson, vil TV 2 løfte sløret for i de kommende uger.
Du kan se den nye sæson af Toppen af poppen til efteråret på TV 2 og TV 2 Play.