Fredag aften kunne TV 2-seerne følge med i finalen i ‘Vild med dans’. Her var det musikeren Jimilian og dansepartneren Asta Björk, der løb med sejren.
Allerede nu lover TV 2, at det ikke er den sidste omgang ‘Vild med dans’, der kommer til at ramme kanalens sendeflade.
”'Vild med dans' vender tilbage med en ny sæson til næste efterår,” siger TV 2’s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, til BILLED-BLADET.
Foto: Henrik Ohsten / TV2
Det betyder altså, at der kommer en 19. sæson af det populære danseprogram i 2022.
Med siden første sæson
Når programmet vender tilbage, er det med stor sandsynlighed ikke kun nye deltagere, at seerne får lov til at stifte bekendtskab med.
I fredags takkede dommeren Britt Bendixen af efter 17 sæsoner bag dommerbordet. Hun har været med siden første sæson, dog med undtagelse af sæson 16, da hun var ude efter en hjerteoperation, hvor man i stedet fik Marianne Eihilt til at vikariere.
Britt Bendixen har været med siden første sæson, dog med undtagelse af sæson 16, da hun var ude efter en hjerteoperation, hvor man i stedet fik Marianne Eihilt til at vikariere. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
"Jeg er meget glad for, sådan som det har været. Jeg har været glad for alle 17 år. Men nok er nok, og nu synes jeg, at der er nogle nye, unge kræfter, der skal have chance og mod,” lød det efterfølgende fra den garvede dommer til B.T.
Britt Bendixen vender altså ikke tilbage, og derfor kan der meget vel være en ny dommer ombord, når "Vild med dans" ruller over skærmen igen næste år.