Nu har TV 2 reageret på Ghita Nørby-interviewet

20/07/2021

Henrik Rothenbücher

Ghita Nørby er blevet interviewet mange gange - her af Michael Meyerheim, i programmet Meyerheim & Stjernerne på TV 2. Foto: Foto: Michael Bjelke/TV 2
Nu har TV 2 reageret på det kontroversielle interview, hvor Ghita Nørby skældte ud på journalisten Simi Jan.

Mest læste i dag

Mandag aften blev Ghita Nørby foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv interviewet af Simi Jan. Interviewet endte dog ikke helt, som man havde håbet på, at det ville.

Det har efterfølgende fået Henriette Ladegaard-Pedersen, der er TV 2's redaktør på 'Go' aften Live', til at undskylde for den sidste del af interviewet, og den måde, det udviklede sig på.

Sidste del af interviewet tog nemlig en uventet drejning, da Ghita Nørby tilsyneladende fik nok af Simi Jans spørgsmål. Spørgsmålene omtalte hun som værende både 'dumme' og 'overfladiske' på direkte tv. 

Til Ekstra Bladet fortæller TV 2-redaktøren nu mere om, hvad der efter hendes mening gik galt mellem Simi Jan og Ghita Nørby i forbindelse med interviewet. 

"Simi Jan havde researchet grundigt, som hun altid gør, men det var ikke muligt at lave den ønskede forhåndssamtale med Ghita Nørby om selve interviewet. Det ønsker Ghita Nørby principielt ikke, for hun foretrækker de mere spontane interviewsituationer og spørgsmål," skriver Henriette Ladegaard-Pedersen i en mail til Ekstra Bladet. 

Derudover fortæller hun i sin mail til mediet, at de på 'Go' aften Live' vil tage ved lære af situationen fremadrettet. 

"I situationen går noget galt på et tidspunkt i anden del af mandagens interview, som kommer til at påvirke resten af interviewet. Det ærgrer både os og Simi, og det må vi forsøge at lære af til en anden gang, hvis vi står med interviewpersoner, som ikke ønsker på forhånd at tale om interviewindhold og -struktur," skriver hun.

Ydermere slår hun fast, at der ingen dårlig stemning var imellem Simi Jan og Ghita Nørby efter interviewet. Derimod skiltes de som gode venner, til trods for en overraskende afslutning på interviewet, hvor Simi Jan kom på dybt vand.

 

Anbefalet til dig