Kviums velkendte humor blander sig med truende undertoner af fare i hans nyeste observationer og skildringer af natur, mennesker, tro og køn. Udstillingen er skabt til Nivaagaards Malerisamling i en totalinstallation, der præsenterer helt nye værker og gensyn med en enkelt installation i et både rørende og foruroligende WETLAND.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.
Michael Kvium ser og maler uden retouchering. Og fastholder til hver en tid, at virkeligheden er langt værre end noget billede. Måske karikerer han slet ikke så meget, som man kunne tro?
I WETLAND inviterer han os indenfor i et på én gang rørende og foruroligende univers i nærkontakt med store emner i vores tid. Den sanselige udstilling skildrer mennesker, natur, tro, realitet og køn. Gensynet med en enkelt installation vist i Norge i 1998 blander sig i WETLAND med helt nye skulpturer og malerier på små og store lærreder samt på museets vægge.
Michael Kvium er en teknisk fænomenal maler og en følsom seismograf over for verdens gang og menneskets dårskab. Han overrasker og chokerer til stadighed, alt imens nye naturobservationer, truende undertoner af fare og en både grov og kærlig humor rører beskuerne af hans billeder.
Kvium har med WETLAND næret sin skabertrang ved synet af vådt land, indtrængende vandmasser over vores kyster og bjerge af affald. Hverdagsmennesker, som lukker øjnene for alle trusler. Uopnåelige kvinder og ensomme knægte. Silende tårer og spredt fugleflugt. Som en reaktion på tiden netop nu.
Udstillingen er skabt som en totalinstallation til Nivaagaards Malerisamling og finder sted i den oprindelige del af museumsbygningen, stifteren Johannes Hages lille kunsttempel. Kvium har nærstuderet museets samling af renæssance og barok, ikke mindst de religiøse motiver, foruden de danske guldalderlandskaber, som udgør en historisk klangbund for hans WETLAND.
Nivaagaards Malerisamling ynder at trække naturen indenfor og byder den velkommen i et kviumsk univers anno 2024.