Sætter jagten ind: Vil finde Britta Nielsens forsvundne millioner

Underholdning
Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix
I den nye dokumentarserie ’Britta og de forsvundne millioner’ gransker Discovery i tre afsnit, hvad der skete med pengene i en af Danmarkshistoriens største svindelsager. Flere detaljer kommer på bordet i sagen, der stadig fascinerer og forarger.

Lige nu læser andre også

Den 9. oktober 2018 bliver hele Danmark bekendt med en kvinde, der i årtier har misbrugt sin betroede stilling i Socialstyrelsen, og som en omvendt Robin Hood har taget fra de udsatte og beriget sig selv for over 100 millioner kr. i en periode på 25 år.

Fra den ene dag til den anden er den 64-årige afdelingsleder fra Hvidovre, Britta Nielsen, på alles læber. I dag sidder Britta i fængsel for bedrageri for 117 millioner kroner, og hendes tre børn kan forberede sig på at gøre hende følgeskab, efter at de i landsretten for nyligt er blevet dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Foto: Discovery

I dag er det stadig kun lykkedes at lokalisere værdier for fire af de 117 millioner kroner, som Britta nåede at rage til sig i sin tid i Socialstyrelsen, før hun flygtede ud af landet.

I dokumentarserien ’Britta og de forsvundne millioner’ går Discovery i dybden med hele sagen om Britta Nielsen og den mangeårige svindel mod Socialstyrelsen. Vi bliver præsenteret for flere forskellige kilder, der igennem årene var tættest på begivenhederne. Blandt andet møder vi bogholderen fra Roskilde, der var med til at fælde Britta, den ene datters veninde, der beretter om, hvordan det var at komme i hjemmet i Hvidovre som barn, samt en tidligere svindeldømt, der giver nye indsigter i, hvad der mon kan have drevet Britta. Derudover taler vi også med nye førstehåndskilder fra Sydafrika, der har bevidnet sagen personligt. 

Flere spor i Sydafrika

Discovery har fået adgang til retsdokumenter og bevismateriale fra danske og sydafrikanske myndigheder i jagten på de afgørende svar på spørgsmålene om, hvordan en på papiret helt almindelig kvinde fra den københavnske vestegn kunne svindle uopdaget i 25 år, og hvordan hun har formået at forvalte så mange millioner kroner, uden at de efterfølgende har kunnet tilbage spores?

Vi følger pengesporet til Sydafrika, hvor Britta Nielsen levede et liv i sus og dus og igennem tiderne var ejer af flere boliger og luksusbiler. Her møder vi ejendomsmægler Manie Kriel, der har tjent godt på Britta Nielsen.

Allerede i dag kan du se ’Britta og de forsvundne millioner’ på discovery og Kanal 5. Foto: Discovery

"Hun var meget venlig, men samtidig svær at komme ind på livet af. Når det kom til betalingen, var det lidt mærkeligt. Det var ikke til at mærke, at hun havde arbejdet hårdt for de penge. Hun diskuterede aldrig prisen. Hun tog bare i banken og overførte beløbet omgående. Jeg ville ønske, jeg kunne have solgt mere til hende, for det virkede som om, hun havde masser af penge," fortæller han blandt andet i serien.

Kilder i Sydafrika leder også sporet i retning af et mystisk pengeskab, hvor svaret på, hvad der er sket med de mange millioner kroner, måske ligger gemt.

"Sagen om Britta Nielsen bliver ved med at fascinere og forarge. Vi har fået mulighed for at få et unikt indblik i retsdokumenter og bevismateriale. Derfor prøver vi i den nye dokumentarserie at give svar på, hvad der skete med de 117 millioner kroner, som Britta svindlede sig til gennem sin tid i Socialstyrelsen," siger Pil Gundelach Brandstrup, programdirektør hos Discovery.

Følg med i ’Britta og de forsvundne millioner’ fra d. 10. november på discovery+ og Kanal 5.

Anbefalet til dig