De 12 par i dette års Vild med dans er nu blevet afsløret. Så nu er det også kommet frem i dagens lys, at det er Silas Holst og Lise Rønne, der skal danse sammen.
Det er noget som har vakt stor glæde hos dem begge. Det skriver HER og NU.
Faktisk havde Lise Rønne håbet på, at det netop var Silas hun skulle danse med - og det samme havde Silas.
"Jeg var lykkelig! Jeg var simpelthen grund-lykkelig. Det var det bedste scenarie, jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, jeg synes, det er helt vidunderligt at skulle være på et dansegulv sammen med Silas," lyder det fra Lise Rønne.
En hed drøm
Og begejstringen var i den grad gengældt - for faktisk har Silas drømt om, at få Lise Rønne som dansepartner i de sidste otte år.
"Jeg har haft en hed drøm om at danse med Lise Rønne i otte sæsoner. Og nu får jeg lov. Så jeg kunne ikke være gladere. Jeg har altid drømt om at danse med Lise, lige siden jeg startede i det her program, for jeg synes, at det jeg kendte til hende på fjernsynet, kunne jeg virkelig godt lide, og det gad jeg godt at lære at kende," siger Silas Holst.
Han fortæller herefter, at det er vigtigt, at man skal danse med én, man synes er rar, og som man ønsker at kende, hvilket er præcis sådan, han har det med Lise.
Lise Rønne er især kendt fra X Factor, hvor hun var vært fra 2008 til 2012 samt igen i 2021. Du kan se Vild med dans på TV 2 og TV 2 PLAY fredag den 10. september.