For tiden er den kendte danser og entertainer aktuelt i 'Vild med dans', hvor han danser sammen med tv-vært Lise Rønne.
Når han er færdig med konkurrencen, er det dog ikke planen, at han skal ligge på den lade side. Derimod kaster han sig ud i at turnere med sit nye boyband.
I fællesskab med Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg, har Silas Holst kastet sig ud i det nye eventyr. Gruppen har de kaldt for 'The Boyband'. Det skriver Ritzau.
Målet med det nye boyband er at stable en række koncertoplevelser på benene, som vil byde både velkendte boybandsange, koreografi og storskærmsproduktion.
Ifølge Ritzau har de sikret sig rettighederne til de 28 største hits fra boybands såsom NSYNC og Backstreet Boys. Derfor er der garanti for, at publikum vil kunne synge med på alle sangene, hvilket bestemt også er pointen med koncerterne, hvor publikum tages med tilbage til 00'erne.
Alle fem medlemmer af det nye boyband er scenekunstnere i en eller anden form. Flere af dem kan tilmed bryste sig af at være prisvindende musicalstjerner, skuespillere, koreografer, dansere og sangere.
Det er utvivlsomt Silas Holst, der er det mest kendte medlem af The Boyband. I øjeblikket kan han - som nævnt - opleves i 'Vild med dans', hvor han danser sammen med Lise Rønne.
Når det nye boyband giver en forsmag på deres koncerttur den 22. september i Dagmar Teatret for et udvalgt publikum, vil Lise Rønne også være med, skriver Ritzau, der ligeledes oplyser, at de kommer til at give koncerter i hele landet over fra december 2022.