Den populære tv-vært Sofie Linde, som mange kender for hendes rolle som vært på 'X Factor', har tilsyneladende et voldsomt temperament.
Det har den kendte tv-vært selv afsløret i et indslag på Matas Live, hvor hun delte ud af gode råd og information om sig selv. Det skriver SE og HØR.
Sofie Linde var en tur i studie med Matas, da hun for nylig har indgået et samarbejde med virksomheden, hvor hun skal fungere som ambassadør.
Udsendelsen handlede om flere emner, hvilket blandt andet omfattede selvkærlighed, og det var i denne forbindelse, at hun åbnede op omkring nogle af de mindre gode sider ved sig selv.
"Jeg er en trykkoger, der kan eksplodere," lød det fra den 32-årige tv-personlighed.
Ifølge hende selv, har hun temperamentet med hjemmefra, da hun er vokset op i en familie, hvor de diskuterer meget. Og sommetider ender det med, at de råber ad hinanden, afslørede hun.
Sofie Linde løftede også sløret for, at det var i forbindelse med et skænderi med hendes bedre halvdel, Joakim Ingversen, at det gik op for hende, at hun er nødt til at arbejde med sit temperament.
"Og dér blev jeg opmærksom på, at størstedelen af andre mennesker synes ikke, det er superfedt at blive råbt i hovedet, så det blev jeg nødt til at arbejde på. Er man uenig om farven på maling, er der ingen grund til at råbe," lød det fra hende.
32-årige Sofie Linde er da heller ikke kendt for at være en kvinde, der holder sig tilbage eller holder sine meninger for sig selv.
Det var nemlig hende, der for alvor satte gang i MeToo-bølgen i Danmark, efter hun åbnede op om sine oplevelser i mediebranchen i en tale ved Zulu Comedy Galla.