Spændt Mads Steffensen præsenterer: Mads og A-holdet

05/01/2021

Sarah Steenfeldt

PR - Madssteffensen.dk. Foto: Alex Nyborg Madsen
Inden længe kan du igen opleve Mads Steffensen som vært, når der skal løses dilemmaer i den nye podcast Mads og A-holdet.

Mest læste i dag

Snart kan du lytte til det nye dilemmaløsende podcastformat med Mads Steffensen som fast vært. Første program får premiere allerede den 15. januar og er en fornyet udgave af det panel-baserede format Mads & Monopolet, som Mads Steffensen opfandt for snart to årtier siden. Det skriver Podimo i en pressemeddelelse

Aftalen mellem Podimo og Mads Steffensen blev indgået kort før jul og træder i kraft d. 1. januar 2021. Nu glæder den folkekære nordjyde sig til snart at præsentere nye dilemmaer for og med danskerne i et nyt podcast-format med højt til loftet og med et velmenende panel.  

Allerede nu kan du indsende dilemmaer

”Det seneste år har uden sammenligning været anderledes, og det har også givet tid til refleksion over, hvordan jeg vil bruge min tid. Her ved årets udgang har jeg derfor valgt at stoppe i DR. Jeg har nu lavet Mads & Monopolet i mere end 17 år og været vært på næsten 170 udgaver af Kender Du Typen og masser af fredagsunderholdning og store shows. Jeg har fået alle min drømme opfyldt, og DR vil altid været noget særligt for mig. Jeg kan kun sige tusind tak for det hele. Nu er tiden moden til, at jeg forfølger en gammel drøm om at skabe mit eget arbejdsliv, og den beslutning er jeg enormt glad for, selvom den ikke har været nem at tage,” siger Mads Steffensen og fortsætter: 

”Hvad fremtiden bringer, er heldigvis uvist. Men jeg ved, at jeg skal lave en ugentlig podcast på Podimo. Det bliver - selvfølgelig - med et skarpt panel og med danskernes dilemmaer som omdrejningspunkt, for det er min metier. Og så må vi se, hvad vi ellers kommer til at kaste ind i Mads & A-holdet, som bliver et podcastformat, hvor der er stor fleksibilitet og endnu højere til loftet. Det glæder jeg mig til. Podimo har gang i et ambitiøst projekt om at få stærke podcasts ud til folket, og det ser jeg virkeligt frem til at bidrage med.” 

Mads Steffensen afslørede i går på sin Instagram-profil, at man allerede nu, kan indsende dilemmaer.

"Godt nytår alle sammen. Jeg håber i er kommet godt i gang med 2021. Mit eget år er jo startet sådan rimeligt heftigt, men glæder jeg mig til at komme i gang med min nye podcast hos Podimo. Den kommer til at hedde Mads og A-holdet. Det bliver mig og et panel og dilemmaer. Du kan hente den første gang den 15. Januar, så jeg tager imod dilemmaer allerede nu, så hvis du har nogen er det bare med at sende dem ind," sådan lød ordene fra den populære radiovært i en video på Instagram.

Også hos Podimo glæder man sig

Nikolaj Koppel, medstifter og indholdsdirektør hos Podimo, er sammen med resten af holdet lykkelige for den nye aftale.

”Det er en stor glæde, at Mads bliver en del af Podimo-familien. Vi har kæmpe respekt for det dilemma-format, som han introducerede for mange år siden. Et format, som hænger tæt sammen med Mads’ karakteristiske stemme og nordjyske lune. Nu glæder Mads og vi os til sammen at skabe og gå i luften med Mads & A-holdet. Et podcastformat, der vil føles både fornyet og velkendt som det program, der uge efter uge i snart to årtier har hjulpet og inspireret millioner af danskere,” siger indholdsdirektør Nikolaj Koppel. 

Hvem Mads’ og programmets kendte medlemmer af ”A-holdet” bliver, glæder Podimo og Mads Steffensen sig til at fortælle, inden første program går i luften den 15.januar. 

 

Anbefalet til dig