Egentlig var det planen, at den erfarne 'Vild med dans'-deltager Michael Olesen ikke skulle være en del af det populære program i den nuværende sæson. Årsagen til dette er, at han i juli måned blev far til sidst første barn.
Nu afslører den 39-årige danser i et opslag på det sociale medie Instagram, at han alligevel ikke helt kan holde sig væk fra det populære underholdningsprogram.
Det skriver HER og NU, som tilføjer, at man igen kan opleve Michael Olesen på dansegulvet i forbindelse med Knæk Cancer.
Michael Olesen er tydeligvis rigtig glad for, at han alligevel formår at blive involveret i den nuværende sæson af 'Vild med dans'.
"Jeg er så taknemmelig for at det kan lykkes og så glad over at jeg får lov til at være en del og støtte op om denne vigtige aften," skriver den 39-årige danser på Instagram.
"Den 29. oktober er der Knæk Cancer aften i ‘Vild med dans’ på Det Kongelige Teater, og jeg har fået lov til at danse med dette super seje menneske, Nikoline Vestergård Holm, som selv kæmper med denne forfærdelige sygdom," fortsætter han.
I sit opslag fortæller han også, at han ser frem til at være en del af det særlige Knæk Cancer-show, hvor formålet er at samle penge ind til kampen mod kræft.
"Vi glæder os til at vise jer vores dans, sprede noget god energi og forhåbentlig få samlet en masse penge ind til at støtte kampen mod kræft," runder han sit opslag af på Instagram.
Foto: Instagram
Det er ikke til at komme udenom, at Michael Olesen er en sand 'Vild med dans'-veteran. Han var nemlig med i danseprogrammet for første gang i 2007, hvor han dansede med skuespiller Anne Louise Hassing.
Siden 2007 er det blevet til en deltagelse i 13 sæsoner, men i år er han ikke at finde blandt de professionelle dansere.