Efter uenigheder har 25Syv, som står bag bookmakeren Bet25 og kasinoet Rød25, valgt at skifte bureau.
Det oplyser selskabet selv i en meddelelse ifølge Markedsføring. Heri fremgår det også, at de har skiftet til bureauet Boye & Spellerberg, og at det har udløst et endegyldigt farvel til den folkekære skuespiller Peter Frödin og hans Hansi Hinterseer-parodi, Franzi25.
"Vi prøvede at skubbe det lidt i en retning, hvor Peter Frödin og WDP (Wibroe, Duckert & Partners, red.) ønskede at gå lidt i en anden retning," siger Anders Mørup, der er CMO i 25syv, til mediet og fortsætter:
"Vi ville gerne i en retning, som går endnu tættere på vores brands og produkter, og det ønskede han (Peter Frödin, red.) nok ikke."
De første tv-reklamer med den tyske schlagerlegende dukkede op i august 2019.
Selv om 25syv har indgået et nyt samarbejde, er det endnu ikke farvel til Franzi25 – han kører marts ud, og fra april vil der så komme nyt ud, skriver SE og HØR.