Troede først han havde vundet 8.900 kroner: Det havde han ikke

Af: Thea Andersen

|

27/07/2023

Underholdning
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
En mand fra Østsjælland har pludselig fået en lang række muligheder, han skal tage stilling til: ”Det er skræmmende på den gode måde,” siger han.

Lige nu læser andre også

Nyt hus? En ny bil? Måske en lækker sportsvogn? En ferierejse? Mere fri fra arbejde?

Når man vinder små ni millioner kroner hos Danske Spil, så opstår der masser af muligheder, som man skal tage stilling til. Det fortæller en mand fra Østsjælland, som vandt den helt store gevinst i Joker.

”Jeg gik ind på Danske Spils hjemmeside og tastede kuponens numre ind, og så læste jeg det først som om jeg havde vundet 8.900 kroner. Men så var det 8,9 millioner! Så store tal er man ikke lige forberedt på. Det er jo fuldstændigt urealistisk, så først måtte jeg lige lægge mig ned for at sunde mig, og derefter gik jeg bare rundt og smågrinede,” siger han.

Endnu har han ikke brugt særligt mange af pengene – men i tankerne er han alligevel godt i gang med at udskrive store checks, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Der er mange døre, der har åbnet sig. Døre, som jeg kan vælge at åbne og gå ud af. Jeg kan vælge så mange ting,” siger han og tilføjer, at han i første omgang lige slår koldt vand i blodet, før han gør noget vildt.

”Indtil videre har jeg har tænkt meget praktisk. Jeg vil investere i et hus og måske en ny bil. Men det er ikke sådan, at jeg har pjækket fra arbejde for at flyve sydpå. Og det har jeg heller ikke tænk mig at gøre. Jeg er glad for mit arbejde,” siger han og afslører derved også, at han venter med pensionen trods den store gevinst.

Han regner dog alligevel med, at han på et tidspunkt skal ud og se den store verden, men han skal også se nærmere på Østsjælland gennem forruden på en ny og lækker bil – for det er en gammel drengedrøm.

”Jeg overvejer at købe mig en miljørigtig hybridbil til hverdagen, men jeg kunne også godt tænke mig en rigtigt lækker bil, så jeg kan nyde køreglæden,” siger han, før han igen slår bremserne i:

”Nej, det er strøtanker. Det her er jo skræmmende på den positive måde. Jeg har alle de døre, jeg kan åbne, men jeg skal huske at have sjælen med, så jeg skal lige fordøje det, så jeg lander på begge ben,” siger han.

Læs mere om Joker her.

Anbefalet til dig