Nu afslører TV 2 endnu en af de 12 nydansere i dette års Vild med dans.
I Vild med dans kommer vi til at se 27-årige Pernille Blume på dansegulvet. Til OL har elitesvømmeren vundet både guld og bronze - og nu skal hun altså danse foran dommerne og de mange seere.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Pernille Blume glæder sig til at deltage - og til at udfordre sig selv. Hun beskriver selv, at det bliver "superfedt" at prøve kræfter med noget helt andet.
"Jeg er vant til at bruge min krop, men på en helt anden måde end dans, og jeg er virkelig spændt på, om jeg kan lære at huske alle trinene – det, tror jeg, bliver den største udfordring," fortæller hun og tilføjer:
"Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal i gang, til at møde min partner, prøve alle de smukke kjoler og hoppe i de høje hæle – det bliver sjovt!"
Årets sportsnavn
Det var i Brasilien, at Pernille Blume i 2016 svømmede sig til Olympisk guld i 50 meter fri, derudover vandt hun også bronze i 4x100 meter medley under samme OL.
I år vendte hun dog heller ikke tomhændet hjem fra Tokyo - her vandt hun bronze i 50 meter fri.
Derudover har hun vundet flere guld- og sølvmedaljer ved VM og EM i holddisicipliner, og i 2016 blev hun Årets Sportsnavn.
Privat danner hun par med den franske elitesvømmer- og OL-vinder Florent Manaudou. Hun bor på deltid i Marseille i Frankrig.
Vild med dans har premiere den 10 september kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.