Nu er der snart glædeligt gensyn med Edward Weyse, Grosserer Madsen og de mange andre stamgæster på Andersens Badehotel. I den kommende sæson vil vi opleve, at de har sværere og sværere ved at fortrænge verdenskrigen - for når Andersens Badehotel igen slår dørene op, så er det år 1941 og Anden Verdenskrig raser for anden sommer i træk.
Seriens forfattere Hanna Lundblad og Stig Thorsboe har brugt 2020 på at skrive fem nye afsnit og dem kan du glæde dig til at se, når første afsnit ruller over skærmen den 1. februar 2021 på TV 2 og TV 2 Play. Det skriver TV 2.
“Det er en sæson, der er blevet skrevet og optaget, mens verden har været i en epidemisk undtagelsestilstand med, hvad deraf følger af chok og ængstelse og afsavn. Det har ikke været svært for os at leve os ind i, hvordan det har været at være dansker i midten af en verdenskrig, sommeren 1941,” udtaler forfatterparret.
Den glade serie får en ny tone
“Men der skal mere end en verdenskrig til at ødelægge stamgæsternes gode humør og ferietrang, og sammen med personalet forsøger de vanen tro at få det ubekymrede ferieliv til at glide.”
“Som Edward Weyse siger: "Hvis bare vi lader, som om de ikke er der, er de der ikke", siger Hanna Lundblad og Stig Thorsboe og tilføjer:
“Med tyskerne, der er rykket tættere på, har vores glade serie om ferie eller fortrængning fået en ny tone. Kan det lykkes at blive ved med at holde den virkelige verdenskrig på afstand, eller ryger det hele i luften til sidst?”
Fortvivlede gæster i store dilemmaer
Badehotellets forrige sæson blev for femte år i træk den mest sete fiktionsserie på dansk tv med cirka 1,5 millioner seere.
I syvende sæson forlod vi flere af badehotelsgæsterne med store hovedbrud og i fortvivlelse:
Fru Frigg kastede sin kærlighed på en mand, der viste sig at være en svindler, der franarrede hende et større pengebeløb. Grosserer Madsen skulle vælge, om han ville droppe en byggeriaftale med nazisterne og dermed bringe sin datters elskede badehotel i fare. Og hr. Aurland satte sit job i Undervisningsministeriet på spil, da han valgte at afsløre, at der var planer om tvungent samarbejde mellem danske og tyske lærere.
Hvordan det er gået dem og de andre badehotelsgæster siden sidst, finder vi ud af i den nye sæson, der altså får premiere 1. februar 2021.