Vinder af Den store bagedyst: "Det er nul procent ægte, det der"

Underholdning
Foto: DR/ Carsten Mol
Det er ikke just pæne ting, som vinderen har at sige om programmet.

Lige nu læser andre også

25-årige Frederikke Legaard vandt Den store bagedyst i 2019. Hun medvirker nu i podcasten Rejsen, hvor hun ærligt deler sin mening og utilfredshed med det populære program.

Hun lægger ikke skjul på, at hun havde svært ved at acceptere sin egen deltagelse i programmet, da hun fandt ud af, at det faktisk var et realityprogram - det fortæller hun i podcasten.

Der var ikke udpræget god kemi, mellem Frederikke og programmets tilrettelæggere - og det resulterede i, at hun endte med konstant at sige fra. Hun fortæller, at det blandt andet kunne være i situationer, hvor de ville lave en ny optagelse af hendes oprindelige reaktion, hvor der så skulle laves noget om - eksempelvis, at hun var mere begejsret. 

"Man står sådan: “Det er nul procent ægte det der, det har jeg ikke lyst til”, og de siger: “Kom nu, kom nu, vi kommer til at klippe det fedt sammen, kan du ikke bare hoppe lidt og danse lidt?”, og jeg så er sådan: “Det har jeg seriøst ikke lyst til, fordi det er ikke sådan, jeg har det lige nu. I har faktisk ødelagt det fuldstændig for mig”, fortæller hun i podcasten.

"Pisse lorte grim plastikpokal"

Derfor havde Frederikke også en løsning, hvis hun ikke ville filmes - så begyndte hun at bande, for så kan optagelserne ikke bruges forklarer hun.

Trofæet mener Frederikke heller ikke, var noget at råbe hurra for. Hun er selv uddannet skiltetekniker, og mener, at trofæet godt kunne være pænere.

"Man vinder en pisse lorte grim plastikpokal, som ligner, den er lavet af glas, og den er lavet af plastik. Det er faktisk en skiltetekniker, der har lavet det job bagpå, fordi man putter sådan noget folie på, som man monterer, og det kunne jeg se, at der var luftbobler i – det er teknisk forkert," fortæller hun.

Dog betyder det ikke, at hun ikke er glad for den - den har faktisk haft flere funktioner i hendes hjem. Blandt andet har den fungeret som både dørstopper og bogholder. Til slut understreger Frederikke også, at det er æren der er den vigtigste ved sejren.

 

 

Anbefalet til dig