19-årig stærk midtbanespiller skriver under med VB

Vejle Boldklub
Foto: Vejle-Boldklub.dk
Vejle Boldklub har hentet forstærkninger til midtbanen. Det drejer sig om den kun19-årige Leonel Montano, som kommer fra 2. divisionsklubben B.93. Den stærke midtbanespiller har igennem en længere periode været en profil i den tredjebedste række. Han stempler ind i Nørreskoven fra januar næste år.

Lige nu læser andre også

Tidligere har Vejle Boldklub præsenteret Thais Damgaard Nielsen og Lundrim Hetemi som nyoprykkede spillere i A-truppen, ligesom vi tidligere på ugen kunne fortælle om kontraktindgåelsen med Lucas Jensen. Nu har VB indgået en aftale med en af de mest markante spillere i 2. division i den foregående sæson. Det er midtbanespilleren Leonel Montano fra B.93, der skifter transferfri til Nørreskoven fra januar 2020.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, forklarer tilgangen af den unge midtbanespiller med de bemærkelsesværdigt mange mål i støvlerne.

"Leonel Montano har været en af de mest markante unge spillere i 2. division i den forgangne sæson. Det er ikke kun de ti mål, han har scoret fra positionen på midtbanen, det er i høj grad også hans præstationer og et endnu uudnyttet potentiale, som gør, at vi henter ham til Vejle Boldklub på en længere kontrakt," indleder Jacob Krüger.

"Leo’ er en boks-boks spiller på midtbanen, der arbejder i længderetningen af banen. Han har en udtalt fysik, er dygtig med bolden, og så har han fart. Han minder i nogen grad om Simon Okosun, da han brød igennem for AB i begyndelsen af dette årti. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om nogen færdigudviklet spiller, men han vil være fyldt 20 år, når han tiltræder i VB til januar, og det er en spiller, som har nogle spidskompetencer og et udviklingspotentiale, som vi finder spændende. Vi vil arbejde tålmodigt med ham, når han træder ind i vores fuldtidsprofessionelle træningsmiljø, men vi har også en forventning om, at han over tid vil kunne indgå i konkurrencesituationen," siger Jacob Krüger i en pressemeddelelse.

Leonel Montano, der er født den 2. oktober 1999, er født og opvokset på Nørrebro. Han begyndte fodboldkarrieren i Boldklubben Skjold, men skiftede senere som ungdomsspiller til B.93, hvor han debuterede på 2. divisionsholdet i en pokalkamp mod FC København i marts 2017.

Anbefalet til dig