Hvem skal blive? Hvem skal gå? Vejle Boldklub er i dialog med spillere

Af: Helge Rahbek

|

23/05/2018

Vejle Boldklub
Fem af de spillere, som var på banen i Thisted i søndags, har kontraktudløb i juni. Jacob Schoop, Viljormur Davidsen og Simone Branca startede inde. Peter Utaka og Kim Elgaard blev skiftet ind. Foto: Vejle-boldklub.dk
Otte VB-spillere har kontraktudløb her til sommer. Endnu er der ingen afklaring på, hvem der bliver og hvem der forlader klubben.

Lige nu læser andre også

Spillerne er gået på en velfortjent sommerferie, men på direktionsgangen i Vejle Boldklub er der travlt i disse tider. Blandt opgaverne er at finde ud af, hvilke spillere i den nuværende trup, der skal have forlænget deres kontrakter. Blandt de spillere som har kontraktudløb er både klubbens anfører og begge venstrebacks.

Jacob Schoop, Kim Elgaard, Viljormur Davidsen, Nicolaj Ritter, Simone Branca, D’avila Ba Loua (som er lejet), Peter Utaka og Kasper Nøhr har alle kontraktudløb. De spillede alle sammen en større eller mindre rolle i den forgangne successæson. Til sammen blev de noteret for 120 kampe i den røde trøje.

Hvis ikke de otte spillere kan blive enige med Vejle Boldklub, eller hvis ikke de får tilbudt en ny kontrakt, må de derfor finde andre græsgange. Deres kontrakter udløber alle den 30. juni.

Dialog med spillerne

”Lige nu koncentrerer vi os om dialogen med spillerne, og når der kommer noget konkret, melder vi det ud,” fortæller den tekniske chef i Nørreskoven Jacob Krüger.

Det er naturligvis et større puslespil. Er spillerne stærke nok til Superligaen? Kan man økonomisk blive enige? Ønsker spillerne at prøve sig af i en anden klub? Eller er andre klubber interesserede?

Kim Elgaard har tidligere til Vejle24 fortalt om ønsket om et eksotisk eventyr, og et tilbud fra Maldiverne. Han har også tiltrukket interesse fra Indien, men spørgsmålet er om et eventyr i Superligaen kan holde ham tilbage?

Simone Branca, italieneren som kom til i vinterpausen, er angiveligt på blokken i to Serie B-klubber i hjemlandet, Cremonese og Ascoli. Det skriver websiden Tuttomercato, der i samme ombæring beretter, at Simone Branca i første omgang vil afvente Vejle Boldklubs udspil.

Jacob Krüger tør endnu ikke sige noget om, hvornår der kommer en afklaring med spillerne.

Anbefalet til dig