Knald på billetsalget til mandagens østjyske derby

Af: Helge Rahbek

|

29/07/2018

Vejle Boldklub
De enkelte ledige pladser i nederste venstre og højre hjørne, viser de ledige pladser på langsiden. Screenshot fra billetten.dk.
Der er kun få ledige pladser tilbage på langsiden. Men det er stadig muligt at sikre sig billetter bag målet til kampen mod AGF søndag.

Lige nu læser andre også

Der er knald på billetsalget til mandagens sene Superliga-kamp mod AGF. Det er der intet at sige til. Byens Boldklub har fået en forrygende sæsonstart, og det er et gammel østjysk derby, som bliver genoplivet, når to af landets mest traditionsrige og vindende klubber tørner sammen mandag klokken 19.00.

Alt tyder derfor på, at vi får masser af stemning i Nørreskoven. Måske bliver det endda lige så festligt, som da vi var godt 10.000 på stadion, da VB besejrede Fredericia i maj.

Mange aarhusianske fans

På ét punkt kommer der i hvert fald med sikkerhed mere stemning. For hvor der ingen fans fra fæstningsbyen var til stede i maj, kommer der uden tvivl en karavane af tilhængere af den aarhusianske gymnastikforening til Vejle mandag. De får plads bag det ene mål, og vil med sikkerhed bakke deres hvidklædte spillere op med skrål og sang.

Tidligere har man i Nørreskoven oplevet, at et stort opbud af udebanefans kunne overdøve opbakningen til de rubinrøde. Forhåbentlig ikke i morgen. I hvert fald vil der være mange vejlensiske munde og hænder, som kan byde de gæstende fans trods.

Så handler det for Sormanis udvalgte om, at tørre smilet af de gæstende spillere fra Smilets By.

Stadig plads bag målet

Her godt 30 timer før kampstart, er der kun ganske få ledige pladser på langsiden, Spar Nord-tribunen, hvor der er plads til knap 3.700 tilskuere.

Til gengæld er der stadig plads på siddepladserne på Casino Munkebjerg-tribunen bag målet, og i hjørnet sammen med dem, som synger allerhøjest.

Man kan sikre sig sine på vejleboldklub.billetten.dk her – eller i billethuset på selve kampdagen, hvor billetsalget af de resterende billetter, starter halvanden time før kampstart.

Redaktionen har allerede sikret sig billetter til braget. Ikke på pressepladserne. For der må man ikke heppe.

 

Anbefalet til dig