Vejle Boldklub er kommet flyvende fra start i Superligaen. En overbevisende sejr hjemme over Hobro, blev fulgt op af en pragtkamp på Brøndby Stadion, hvor Sormanis udvalgte spillere viste, at de sagtens kan være med i det fornemste danske fodboldselskab, da de spillede 1-1. Man kunne end ikke engang rynke på næsen, hvis VB havde sikret sig alle tre point på en af Danmarks sværeste udebaner.
Spillerne som har imponeret så meget har hovedsageligt været de samme spillere, som i sidste sæson sikrede Byens Boldklub sejren i 1. division. Ind er dog kommet Tobias Mølgaard, Gustaf Nilsson og Adam Jacobsen, som alle har spillet roller i de to første kampe.
I dag hentede VB desuden den unge islandske venstre back, Felix Örn Fridriksson, til Nørreskoven. Nu forlyder det at endnu en spiller skulle være klar til, at trække den smukke rubinrøde trøje på overkroppen. En spiller som tidligere har spillet to landskampe for Sverige.
Sportschefen bekræfter
Ifølge Barometern, som er den største avis i Småland, har Vejle Boldklub købt den 22-årige Melker Hallberg fri fra sin kontrakt i den italienske Udinese i Serie A. Det er ikke blot et løst rygte. I hvert fald bekræfter sportschefen i Kalmar FF købet. I denne sæson har Melker Hallberg været udlejet fra Udinese til Kalmar FF, men midtbanespilleren skulle nu være klar til at spille for vores allesammens klub i Nørreskoven.
"Vejle har købt Melker fra Udinese. Det er gået vældigt stærkt. Det er ærgerligt, at miste Melker, som har gjort det godt i Kalmar, men vi kender til spillereglerne," siger Kalmars sportschef, Thomas Andersson Borstam, til Barometern.
To landskampe for Sverige
Melker Hallberg er ikke en hvilken som helst spiller. Han var bare 16 år, da han første første gang optrådte i den bedste svenske række. Som 19-spillede han for Udinese i Serie A, og som 20-årig fik han debut for det svenske landshold, hvor han hidtil har optrådt to gange og scoret et mål.
Siden debuten for Udinese har Melker Hallberg dog haft svært ved at slå sig fast på Udineses bedste hold, og har derfor været udlejet ad flere omgange, senest altså til Kalmar FF.
En fremragende sparketeknik
Nu tyder meget på, at han skal til Vejle Boldklub, hvor han ligner en af de stærke forstærkninger, som klubben tidligere har meldt ud, at de gik efter i dette transfervindue. Endnu har VB dog ikke meldt noget officielt ud.
Hvis ikke Kalmars sportschef har misforstået noget fuldkomment, eller den svenske avis er leverandør af fake news, ligner det en rigtig spændende spiller, som fremover skal bære Danmarks smukkeste fodboldtrøje.
Melker Hallberg dækker flere positioner på midten af banen, både en mere defensiv rolle og en plads længere fremme på banen. I denne sæson har han desuden spillet højre back for Kalmar. Blandt hans stærkeste evner er en fremragende sparketeknik.
Sparketeknikken kan du se et par prøver på i videoen her:
Husk at VB spiller sin næste kamp mandag klokken 19.00 hjemme i Nørreskoven. Et gammel østjysk derby bliver genoplivet, når AGF kommer til byen. Billetter kan købes her.