Det er en erfaren talentudvikler, som Vejle Boldklub nu henter til Nørreskoven i stillingen som Head of Coaching. Siden karrierestoppet som aktiv i sommeren 2000 har han haft cheftrænerjobs i Superligaen, været assistenttræner for Morten Olsen på landsholdet, været U21-landstræner og været en del af trænerstaben i Mainz 05. I landsholdsregi været en del af VM- og EM-slutrunder. Oveni kommer en periode i den belgiske fodboldudviklingsorganisation Double Pass, hvor han fra 2015-17 besøgte de danske A+ klubber og analyserede deres talentarbejde. Derfor er Vejle Boldklubs nye Head of Coaching også godt klædt på til at tiltræde stillingen.
"Efter en lang og grundig rekrutteringsfase kan vi nu præsentere valget af Keld Bordinggaard som ny Head of Coaching i Vejle Boldklub. Vi har ledt efter en kapacitet med menneskelige egenskaber og et godt CV, og som kan styrke vores setup omkring talentudvikling. Keld Bordinggaard kommer med høj fodboldfaglighed og erfaring med ungdoms- og seniorfodbold. Den erfaring, han kommer med, gør, at han har stor indsigt og forståelse for mekanismerne i talentudvikling på nationalt og internationalt niveau," siger Steen Thychosen, der er talentchef i Vejle Boldklub, i en pressemeddelelse.
Keld Bordinggaard starter formelt i sit nye job 1. august, men allerede i den sidste uge i juli vil han møde spillere og trænere under U17- og U19-Ligaholdets træningslejr i Skagen. Den tidligere førsteholdsspiller og cheftræner i Vejle Boldklub glæder sig til for tredje gang i karrieren at være en del af VB.
" Jeg skal assistere U17-Ligatræneren, U19-Ligatræneren og transitionstræneren i deres daglige arbejde. Inspirere og udfordre dem og samtidig sørge for, at de er bedst muligt klædt på i forhold til at uddanne spillerne. Vi skal klargøre fremtidens egenudviklede spillere i A-truppen, og det er den del af den professionelle fodboldverden, som har tiltrukket mig mest, siden jeg stoppede som aktiv. Det er naivt at forestille sig internationale- og nationale topklubber, som på den ene eller anden måde ikke arbejder med egenudviklede spillere og talentudvikling i fremtiden. UEFA skærper i de her år kravene til klubberne, som kræver flere og flere egenudviklede spillere på højeste niveau. Jeg skal være med til at udvikle fremtidens førsteholdsspillere, men også inspirere trænerne, og jeg glæder mig meget til at tiltræde i Vejle Boldklub," siger Keld Bordinggaard.
Siden han stoppede som assistenttræner i Mainz 05 i 2015, har han blandt andet taget UEFA’s Masteruddannelse inden for fodboldledelse, og han er pt. den eneste træner i verden med masteruddannelsen i ledelse og UEFA’s Pro-licens. Når Keld Bordinggaard senere på sommeren tiltræder i VB, bliver det hans tredje periode i Nørreskoven. I slutningen af firserne/starten af halvfemserne var han spiller, mens han vendte tilbage i sommeren 1999 som Ole Fritsens assistenttræner. Han blev hurtigt spillende assistenttræner for først Ole Fritsen og siden Poul Erik Andreasen, og nåede over to perioder 69 kampe og 14 mål for VB fra debutkampen i 1989 til afskedskampen i 2000. Keld Bordinggaard tiltrådte i sommeren 2000 sit første cheftrænerjob for VB’s 1. divisionshold. Han rykkede VB op i Superligaen i sin første sæson i spidsen for klubben og stoppede i VB kort efter årsskiftet 2001-02 efter halvanden sæson i spidsen for VB.