På lørdag indleder Vejle Boldklub en særdeles spændende forårssæson. Det altoverskyggende mål er overlevelse i Superligaen, men spørger man Danske Spil er oddsene ikke i de rubinrødes favør. I skrivende stund får man odds 1,7 på en nedrykning til VB, mens man får sine penge 2,02 gange igen, hvis VB klarer skærene. Omregnet til procent, svarer det til at Danske Spil vurderer, at der er knap 59 procent chance for, at Vejle Boldklub må en tur ned i 1. Divison igen.
Præcis samme odds giver Vendsyssel FF som ligger 3 point over VB i tabellen. Spiller man til gengæld på Hobro, som ligger under VB i tabellen, får man blot sine penge 1,85 gange igen, hvis de undgår nedrykning.
”Der er jo op til hele tre hold, der kan rykke ned. Vejle ligger sammen med Hobro og Vendsyssel til at blive de tre hold, der får færrest point. Så der er rimelig stor risiko for, at de skal ud i de her knald eller fald-kampe, hvor alt kan ske,” forklarer odds-ansvarlig ved Danske Spil Peter Emmike Rasmussen og tilføjer:
”Det vil overraske os meget, hvis ikke det bliver et af de her tre hold, der havner på fjortendepladsen. Derfor har vi også et kæmpe spring fra de her tre hold, og til de andre hold.”
Danske Spil vurderer at SønderjyskE er holdet, som har fjerdestørste chance for at trække nitten. Tror man ikke på sønderjyderne, kan man få pengene 7,5 gange igen i tilfælde af nedrykning.
”Det er jo ikke Messi, de har hentet.”
Efterårets 20 kampe kastede 16 point af sig til Vejle Boldklub. Efter en fremragende start, røg luften af ballonen, og der blev leveret mere blandede oplevelser. I lange perioder af kampene har spillet fungeret, men især i anden halvleg er alt for mange mål blevet indkasseret.
I vinterpausen har Adolfo Sormani og spillerne fokuseret på skarpheden i begge ender. Træningskampene har kastet to sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag af sig. Samtidig er fem nye spillere kommet til Nørreskoven. De mest markante tilgange hedder Malte Amundsen, Mathias Hebo Rasmussen og Kjartan Finnbogason.
Hobro derimod har holdt på pengene, og ikke hentet en eneste ny spiller i transfervinduet. Vejles nye tilgange og den fornuftige opstart, ændrer dog ikke på, at Danske Spil stadig har mere tiltro til nordjyderne.
”De har hentet Finnbogason, men ellers er det jo ikke de helt store navne, som Vejle har hentet. Forstå mig ret, det er ikke Ronaldo eller Messi, der er kommet til, så det ændrer ikke det store på oddsene,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Årsagen til at bookmakeren vurderer Hobro til at have bedre muligheder, skal findes et andet sted, forklarer Peter Emmike Rasmussen:
”Hobro er et hold, der har spillet en del Superliga de senere år, mens Vejle og Vendsyssel er nye. Det giver noget, at man har prøvet tingene på nært hold før, så det tillægger vi noget værdi. Derfor synes vi at Hobros muligheder er lidt større end Vejle og Vendsyssels.”
På lørdag går det løs
En ting er odds og sandsynligheder. I sidste ende er det op til spillerne på banen at bevise, at Vejle Boldklub hører til i Superligaen.
Det første slag bliver slået hjemme i Nørreskoven mod Sønderjyske på lørdag klokken 16.00. Danske Spil vurderer i øvrigt den kamp til at være helt åben.
Man har før hørt om at tilskuerne kan give spillerne de sidste procent, og tippe kampen over i deres favør. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at møde op i Nørreskoven. Man kan købe sine billetter her.