Tryk på kedlerne - Vejle står for 50 % af billetsalget i Horsens

Det kan godt være, at der er ni dage til opgøret mellem AC Horsens og Vejle Boldklub finder sted, men det hindrer ikke Vejle fans i at have fyldt over 33 % af udebaneafsnittet allerede.

Lige nu læser andre også

Vi skal godt nok først have overstået syvende spillerunde, før Vejle drager mod fængselsbyen og skal kæmpe mod Bo Henriksens gule salami-drenge. Der er dog tryk på kedlerne i forbindelse med billetsalget, og man skal altså til at have de hurtige sko på, hvis man gerne vil sikre sig en plads til det rivaliserende opgør.

Vejle24 har taget kontakt til AC Horsens, for at få en status på billetsalget forud for opgøret, og med ni dage igen, spidser det virkelig til. De forventer således, at kampen vil trække flere tilskuere, end når AGF har været på besøg, og det er ellers et opgør, hvor aarhusianerne har været gode til at hive mange fans med.

VB fans står for halvdelen af billetsalget

I skrivende stund er der solgt omkring 1.000 billetter på de pt. åbne afsnit, og det er et meget pænt antal billetter, når der fortsat er ni dage til kampen skal afvikles. Det væsentlige i dette er dog, at halvdelen af de solgte billetter, er solgt til Vejle Boldklub fans, og de begynder derfor at fylde udebaneafsnittet.

I Horsens er der plads til mellem 1.400-1.500 udefans, og der har Vejle fansene allerede sørget for at fylde 33 % af den sektion. Det er vel og mærke med tanke på, at Vejle først skal have overstået en kamp mod OB på hjemmebane, inden de drager til Horsens fredag d. 31. august.

Er man Vejle fan, og ønsker at overvære opgøret på CASA Arena i Horsens, så skal man altså til at få bestilt sine billetter. Dette kan man gøre her på AC Horsens hjemmeside.

I billetsalget hos AC Horsens kunne de meddele, at ud af de 1.000 solgte billetter, var der hverken medregnet sponsorbilletter eller fribilletter. De forventer derfor, at størstedelen af de 10.400 pladser på CASA Arena vil blive fyldt.

 

Anbefalet til dig