DTU stopper samarbejdet med flere kinesiske og iranske universiteter

Af: Amalie L.

|

02/07/2024

Videnskab
Genrefoto: Pixabay
Genrefoto: Pixabay
DTU har valgt at stoppe samarbejdet.

Lige nu læser andre også

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har besluttet at afslutte samarbejdet med syv kinesiske og tre iranske universiteter. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Beslutningen blev truffet på baggrund af bekymringer om spionage og uhensigtsmæssig vidensoverførsel, udtaler prorektor Rasmus Larsen til Radio4.

“Det kan være risiko for spionage. Det kan være en risiko for, at vi overtræder eksportkontrolregler. Eller det kan være en risiko for, at den internationale partner ønsker at bruge forskningen på en måde, vi ikke støtter,” siger Rasmus Larsen. 

Beslutningen placerer DTU i en voksende gruppe af danske universiteter, der afslutter deres samarbejde med kinesiske institutioner.

Tidligere i år har både Københavns Universitet og Aarhus Universitet lavet lignende tiltag. KU meddelte i juni, at de ville stoppe al samarbejde med den kinesiske virksomhed BGI Group, og i maj afsluttede Aarhus Universitet deres samarbejde med kinesiske virksomheder inden for genomsekvensering.

Universiteternes beslutninger kom efter de havde modtaget rådgivning af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

I juli sidste år blev der lavet en undersøgelse af Ingeniørforeningen, IDA, som viste, at 15 procent af forskere på det tekniske og naturvidenskabelige område er bekymrede for udenlandsk spionage, især fra Kina og Rusland. Iran blev også nævnt som en trussel mod dansk forskning.

DTU indgår mere end 1200 samarbejdsaftaler årligt, men denne beslutning markerer en holdningsændring i forhold til internationale partnerskaber med visse lande, hvor sikkerhedsrisikoen vurderes som for høj.

Anbefalet til dig