Et nyt rumkapløb nærmer sig slutfasen – og det kan ændre den globale magtbalance

“Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpeskridt for menneskeheden.”

Historie blev skrevet, da Neil Armstrong under Apollo 11-missionen trådte ud af månelandingsfartøjet og blev det første menneske nogensinde til at sætte sin fod på månens overflade.

Årene op til månelandingen er kendt som ”kapløbet til månen”, da USA og Sovjetunionen konkurrerede om at blive den første supermagt til at opnå det tilsyneladende uopnåelige.

Før månelandingen nåede Sovjetunionen to vigtige milepæle.

I 1957 opsendte Sovjet den første kunstige satellit i kredsløb om Jorden – Sputnik 1 – og markerede dermed begyndelsen på rumalderen.

Fire år senere, i 1961, blev Jurij Gagarin det første menneske, der rejste ud i rummet.

Men selv om Sovjetunionen førte ved de to første etaper, var det til sidst USA, der vandt med Apollo 11-missionen.

Et nyt rumkapløb er dog begyndt – men denne gang står det ikke mellem Sovjetunionen (eller Rusland) og USA.

Det står mellem USA og Kina – og ud over prestige står milliarder af dollars på spil.

Vil menneskeheden slå sig ned på månen?

Denne gang handler månemissionen om meget mere end flag og fodaftryk.

Om USA eller Kina bliver de første til at nå månens overflade, er endnu uvist – men begge nationer bevæger sig mod en fremtid, hvor månen bliver et centrum for videnskab, teknologi og handel.

I løbet af dette årti intensiveres konkurrencen om at etablere en varig menneskelig tilstedeværelse på månen og lægger grundlaget for, hvad der kan blive basen for en økonomi uden for Jorden.

En ny vision for månen

For begge rumnationer er en bemandet landing ikke længere et slutmål, men en begyndelse. Både Artemis-programmet og Kinas måneambitioner deler visionen om at opføre halvpermanente baser, hvor astronauter kan leve og arbejde i uger eller endda måneder ad gangen.

Regeringerne er dog ikke de eneste, der kigger mod himlen. Private virksomheder ser månen som en potentiel kilde til værdifulde råmaterialer – ressourcer, der kan ændre både rumforskningen og den globale energisektor.

Blandt disse fremstår ét grundstof som særligt lovende: helium-3.

Løftet om helium-3

En nylig aftale mellem det finske firma Bluefors og den amerikanske startup Interlune fremhæver den stigende kommercielle interesse for månens ressourcer.

Aftalen indebærer planer om at levere op til 10.000 liter helium-3 udvundet fra månen – en forsendelse, der anslås at være omkring 300 millioner dollars værd.

I modsætning til Jorden, hvor helium-3 er ekstremt sjældent, indeholder månens overflade store reserver, som gennem milliarder af år er blevet ophobet af solvinden. Forskere mener, at denne isotop kan fungere som et rent og meget effektivt brændstof til fremtidige kernefusionsreaktorer.

Men udvindingen bliver ikke let. Udvinding af helium-3 kræver bearbejdning af millioner af tons månestøv – det fine, støvede klippemateriale, der dækker månens overflade.

Omkostningerne ved at transportere minedriftsudstyr og opretholde operationer under så barske forhold er fortsat enorme.

Den private sektor melder sig på banen

Interlune planlægger snart at teste sin teori. Virksomheden vil placere et specialkamera ombord på Griffin-landeren i en kommende månemission for at måle koncentrationen af helium-3 i overfladematerialet. Resultaterne kan afgøre, om udvinding i stor skala er realistisk.

Andre private aktører deltager også i kapløbet. Blue Origin, rumfirmaet grundlagt af Jeff Bezos, udvikler teknologi til at finde og på sigt udvinde både helium-3 og vandis fra månens overflade.

Vand kan, når det bearbejdes, give ilt og brændstof – nøgleelementer for langvarig menneskelig aktivitet og fremtidige missioner dybere ind i solsystemet.

Indsatser ud over videnskaben

Analytikere advarer om, at den, der først udvikler teknologien til at udnytte månens ressourcer, kan opnå betydelig strategisk og økonomisk magt.

Kontrol over en potentiel ny energikilde som helium-3 kan gøre det muligt for et land eller en virksomhed at opnå dominans inden for rumressourcestyring og energiuafhængighed.

Trods entusiasmen består der stadig usikkerhed. Forskere ved stadig ikke, hvor meget helium-3 der realistisk kan udvindes – eller om det ville være mere effektivt at bruge det direkte på månen i stedet for at transportere det til Jorden.

Men mange mener, at selve forsøget kan ændre rumforskningen – lægge grundlaget for en bæredygtig måneøkonomi og markere menneskehedens næste store spring ud over lavt kredsløb om Jorden.

Kilder: Reuters, BBC, AP