Laks på dåse er de uventede helte i et utilsigtet naturhistorisk museum bagerst i spisekammeret, da det har vist sig, at de har bevaret årtiers marineøkologi i lage og blik.
Parasitter kan fortælle os meget om et økosystem, da de ofte påvirker flere arter. Men medmindre de forårsager store problemer for mennesker, har vi historisk set ikke givet dem meget opmærksomhed.
Det er et problem for parasitøkologer som Natalie Mastick og Chelsea Wood fra University of Washington, som havde ledt efter en måde at spore parasitternes indflydelse på marine pattedyr i det nordvestlige Stillehav.
Så da Wood modtog et opkald fra Seattle's Seafood Products Association, der spurgte, om hun var interesseret i at overtage kasser med støvede, gamle og forældede dåser med laks - nogle helt tilbage fra 1970'erne - var hendes svar utvetydigt ja.
Dåserne var blevet gemt i årtier som en del af foreningens kvalitetskontrolproces, men i hænderne på økologerne blev de et arkiv med fremragende bevarede prøver - dog ikke af laks, men derimod af orme.
Selvom tanken om orme i dåsefisk kan være lidt frastødende, er disse cirka en centimeter lange marineparasitter, der også er kendt som anisakider, ufarlige for mennesker, da de bliver dræbt under konserveringsprocessen.
"Alle antager, at orme i din laks er et tegn på, at noget er gået galt," sagde Wood, da forskningen blev offentliggjort, ifølge ScienceAlert.
"Men anisakidernes livscyklus integrerer mange dele af fødenettet. Jeg ser deres tilstedeværelse som et tegn på, at fisken på din tallerken stammer fra et sundt økosystem."
Anisakider kommer ind i fødenettet, når de bliver spist af krill, som igen bliver spist af større arter.
Det er sådan, disse orme ender i laksen og til sidst i tarmene hos marine pattedyr, hvor de fuldender deres livscyklus ved at reproducere sig. Deres æg udskilles derefter i havet af pattedyret, og cyklussen begynder forfra.
"Hvis en vært ikke er til stede - som for eksempel marine pattedyr - kan anisakider ikke fuldende deres livscyklus, og deres antal vil falde," forklarede Wood, der var hovedforfatter på artiklen.
De 178 dåser i 'arkivet' indeholdt fire forskellige laksearter fanget i Alaskabugten og Bristol Bay over en 42-årig periode (1979 - 2021), herunder 42 dåser med Oncorhynchus keta, 22 med Oncorhynchus kisutch, 62 med Oncorhynchus gorbuscha og 52 med Oncorhynchus nerka.
Selvom de teknikker, der blev brugt til at konservere laksen, heldigvis ikke bevarede ormene i perfekt stand, var forskerne i stand til at dissekere fileterne og beregne antallet af orme pr. gram laks.
De fandt ud af, at antallet af orme var steget over tid i hundelaks og pink laks, men ikke i rød laks eller sølvlaks.
"At se deres antal stige over tid, som vi gjorde med pink og hundelaks, indikerer, at disse parasitter var i stand til at finde alle de rigtige værter og reproducere sig," sagde Mastick, hovedforfatter på artiklen.
"Det kunne indikere et stabilt eller genoprettende økosystem med nok af de rigtige værter til anisakiderne."
Men det er sværere at forklare de stabile niveauer af orme i sølvlaks og rød laks, eftersom konserveringsprocessen gjorde det vanskeligt at identificere den præcise anisakid-art.
"Selvom vi er sikre på vores identifikation på familieniveau, kunne vi ikke identificere de anisakider, vi fandt, på artsniveau," skriver forfatterne.
"Så det er muligt, at parasitter fra en stigende art har tendens til at inficere pink og hundelaks, mens parasitter fra en stabil art har tendens til at inficere sølvlaks og rød laks."
Mastick og hendes kolleger mener, at denne nye tilgang - gamle støvede dåser omdannet til et økologisk arkiv - kan føre til mange flere videnskabelige opdagelser.
