Nyheder24.dk
Forside Videnskab Forskere gør utroligt fund: Har ligget skjult i 575 millioner...

Forskere gør utroligt fund: Har ligget skjult i 575 millioner år

Operahuset, Sidney, Australien
MB_Media / Shutterstock.com

Fundet kan omskrive historien om livet på Jorden

Der skal meget til at ændre fortællingen om, hvordan livet på Jorden udviklede sig. Men et lille fossil kan nu tvinge forskere til at kigge på historien med helt nye øjne.

Fundet stammer fra en verden, der eksisterede længe før dinosaurerne. Faktisk skal tiden skrues omkring 575 millioner år tilbage.

Her levede en lille skabning, som tilsyneladende allerede havde udviklet egenskaber, forskere forbinder med langt mere avancerede dyr.

Det kan være et tegn på, at komplekst dyreliv opstod tidligere end hidtil antaget, fortæller det franske medie Presse-Citron.

Mystisk væsen fundet i Australien

Fossilet blev fundet i Nilpena Ediacara National Park i Australien og har fået navnet Quaestio simpsonorum.

Væsnet var fladt og skiveformet og lidt mindre end en menneskehånd. Mest opsigtsvækkende er en struktur på kroppen, der minder om et spørgsmålstegn.

Men udseendet gemmer på noget endnu mere interessant.

Quaestio havde tydelig forskel på venstre og højre side. Den form for bilateral symmetri findes hos utallige moderne dyr og forbindes blandt andet med bevægelse og specialiserede kropsfunktioner.

“Intet andet fossil fra denne periode har vist en så tydelig organisering,” siger geolog Scott Evans fra Florida State University.

Kunne bevæge sig på egen hånd

Forskerne fandt ikke kun fossiler af selve dyret. Der blev også fundet spor efter Quaestio i det lag af alger og mikroskopiske bakterier, som dækkede havbunden.

Sporene tyder på, at væsnet kunne bevæge sig på egen hånd og dermed var blandt nogle af de tidlige mobile dyr.

Fundet stammer fra Ediacara perioden, cirka 635 til 541 millioner år siden, umiddelbart før den kambriske periode, hvor mangfoldigheden af komplekse dyr eksploderede.

Quaestio kan derfor blive en vigtig brik i forståelsen af, hvornår nogle af de grundlæggende egenskaber hos moderne dyr faktisk opstod.

Ads by MGDK