Forskere har opdaget, at Uranus og dens måner måske ikke er de livløse verdener, man tidligere troede. Ny forskning har nemlig afsløret, at en kraftig solstorm sandsynligvis forvred de data, der blev indsamlet.
Fundene, der er offentliggjort i Nature Astronomy, tyder på, at da Voyager 2 foretog sin historiske forbiflyvning i 1986, skete det samtidig med en ekstrem rumvejrshændelse, som gav forskerne et forkert billede af Uranus-systemet.
I næsten fire årtier har forskere antaget, at planeten og dens fem største måner var inaktive og sterile, i modsætning til andre himmellegemer i vores ydre solsystem.
Men den nye analyse indikerer, at denne antagelse muligvis var baseret på misvisende data, der blev indsamlet under en usædvanligt turbulent periode i planetens miljø. Dr. William Dunn fra UCL's afdeling for fysik og astronomi har forklaret, hvordan solstormen påvirkede forståelsen af Uranus.
"Næsten alt, hvad vi ved om Uranus, er baseret på Voyager 2's to-dages forbiflyvning," sagde han ifølge GBNews.
"Den nye undersøgelse viser, at en stor del af planetens mærkelige opførsel kan forklares med omfanget af den rumvejrshændelse, der fandt sted under besøget."
Forskningen antyder, at den kraftige solstorm pressede planetens magnetiske boble sammen, skubbede plasma ud af den og intensiverede dens strålingsbælter.
Denne forvridning skabte målinger, der viste, at Uranus' magnetosfære næsten var tom for plasma, mens dens strålingsbælter fremstod ekstremt intense - kun overgået af Jupiters.
"Vi ved nu endnu mindre, end vi troede, om hvordan en typisk dag i Uranus-systemet ser ud," tilføjede Dr. Dunn.
De nye fund tyder på, at Uranus' måner kan være langt mere aktive, end man tidligere har troet, og potentielt kan indeholde oceaner under deres overflader.
"Et stort bevis mod eksistensen af oceaner på Uranus' måner var manglen på registrering af vandrelaterede partikler omkring planeten - Voyager 2 fandt ingen vandioner," forklarede Dr. Dunn.
"Men nu kan vi forklare det: Solstormen ville grundlæggende have blæst alt det materiale væk."
Dr. Linda Spilker, som arbejdede på den oprindelige Voyager 2-mission ved NASA's Jet Propulsion Laboratory, støttede disse konklusioner.
"Den magnetosfære, Voyager 2 målte, var kun et øjebliksbillede," sagde hun.
"Dette nye arbejde forklarer nogle af de tilsyneladende modstridigheder og vil endnu en gang ændre vores syn på Uranus."
Muligheden for underjordiske oceaner rejser spændende spørgsmål om potentialet for liv på disse fjerne verdener.
