Danske Ditte Holdensgaard bor i Malmø og arbejder i Lund, der ligger 18 kilometer fra storbyen på den anden side af Øresund.
Den lange distance skræmmer dog ikke Ditte fra at tage cyklen på arbejde hver dag, og til det formål havde hun netop investeret omkring 20.000 kroner i sin drømmecykel af mærket Ridley Bikes.
Men på en solrig dag i Malmø, hvor hun var inde i centrum for at shoppe, blev hendes dyrebare cykel stjålet under et kort butiksbesøg.
Efter blot ti minutter i butikken kom Ditte nemlig ud til en tom plads, hvor hendes cykel havde stået.
Det fortæller hun til svenske SVT.
Tyveriet blev starten på en lang tyvejagt, for cyklen havde nemlig GPS sender på.
Sporingssenderen viste, at cyklen stadig var i Malmø, men politiet kunne ikke præcist lokalisere den i en stor by med mange etager. "Politiet gjorde det bedste, de kunne, men i en storby som Malmø kan det nogle gange være svært at finde ud af den specifikke placering," forklarer Ditte til SVT.
Et par uger senere kom der pludselig et nyt signal fra færgeterminalen i Trelleborg. Cyklen var nu på vej til Tyskland.
Håbet om at få sin cykel tilbage begyndte at blusse op igen, og Ditte besluttede at følge signalet, som bevægede sig rundt i Europa, hvor den til sidst så ud til at have fundet ro i en lille by i Serbien.
Ditte fik sin mand til at passe deres barn og hoppede straks på et fly og landede i Serbien, hvor hendes cykels sporingssender viste en fast placering.
Da hun sammen med det lokale politi ankom til den angivne adresse, opdagede hun ikke kun sin egen cykel, men også flere andre dyre cykler, som også var blevet stjålet.
Dittes beslutning om at følge sporingssignalet og rejse efter sin cykel viste sig altså at være klog, da det afslørede en større cykeltyveribande.
Selvom, at rejsen endte med næsten at koste det samme som cyklen, er Ditte stadig meget tilfreds med udfaldet: "Jeg elsker at cykle. Jeg cykler alle steder, og jeg cykler til arbejdet i Lund, så den ville jeg have tilbage," siger hun bestemt til den svenske avis.