De fleste har nok prøvet, at de knap har sat sig i stolen på en restaurant, inden tjeneren allerede har været forbi med en lille brødkurv.
Det kan ske i Danmark, men især også i udlandet.
Som de fleste nok er klar over, er der ikke mange ting, der er tilfældigt fra et forretningsmæssigt perspektiv.
Og det er brødet på bordet slet heller ikke.
Mange restauranter tilbyder gratis brød eller chips når du sætter dig til bords, men bag den tilsyneladende venlige gestus gemmer sig en mere strategisk tanke.
I lande som Danmark er det nu blevet almindeligt at betale for brødet, men i mange andre lande i eksempelvis Sydeuropa er det stadig en gratis service.
Det kan virke som en rar velkomst, men faktisk er der en fysiologisk forklaring på, hvorfor restauranter vælger at servere brød som en gratis appetizer.
Sådan lyder det fra Tiktok-brugeren Crystal, der giver en forklaring på fænomenet.
Når du spiser brød, stiger dit blodsukkerniveau hurtigt, hvilket kan føre til en øget sultfølelse kort efter.
Den øgede sultfølelse kan påvirke dine beslutninger om, hvad du bestiller, og måske får dig til at vælge en forret eller ekstra tilbehør, som du ellers ikke ville have bestilt, og som du sandsynligvis ikke havde brug for, for at blive mæt.
Restauranterne kan således øge deres salg ved at tilbyde dig noget, der tilsyneladende er gratis, men som faktisk får dig til at bruge flere penge. Den hurtige stigning i blodsukkeret kan få dig til at føle dig mere sulten og derfor mere tilbøjelig til at bestille flere retter eller vælge dyrere muligheder.
Crystal advarer mod at falde for strategien og foreslår, at det er bedre at holde sit blodsukkerniveau stabilt for at undgå impulskøb på menuen.
Så næste gang du bliver tilbudt gratis brød, kan det være værd at tænke to gange, inden du rækker ud efter det. Det er måske ikke helt så uskyldigt, som det ser ud til.