En hyggelig strandferie i Vlissingen, Holland, tog en uventet drejning for en hotelgæst, da hun vendte tilbage til sit værelse efter en aftentur.
Døren stod åben, og indenfor ventede en gæst, hun bestemt ikke havde inviteret – en snorkende sæl, der havde gjort sig det behageligt på værelset.
Hotellet Pier 7 Sand Pavilion ligger idyllisk ved stranden og tilbyder gæsterne en rolig atmosfære tæt på havet.
Men denne aften fik en gæst en oplevelse ud over det sædvanlige, da hun fandt en sæl, der havde forvandlet hendes værelse til sin private soveplads.
"Dette var første gang, vi oplevede noget lignende!" udtalte Jolanda Lichtenberg fra Zeeland Animal Welfare Foundation, som blev tilkaldt for at hjælpe. Det skriver mediet The Dodo.
Ifølge hende var døren blevet efterladt åben, mens gæsten gik tur med sin hund, og det benyttede den nysgerrige sæl sig af.
Gnaven sæl nægtede at forlade værelset
Sikkerhedskameraer fangede sælens tur op fra stranden og ind i hotellet, hvor den tilsyneladende besluttede sig for, at værelset var et perfekt sted at hvile sig.
Da redningsholdet ankom for at guide den tilbage til stranden, var den dog langt fra begejstret.
"Han var blevet temmelig gnaven over at få sin skønhedssøvn afbrudt," forklarede Lichtenberg.
Til trods for sin morgensure attitude var sælen sund og rask.
Redningsfolkene fik den forsigtigt løftet op i en stor kurv og genudsat på en mere passende strandlokation.
En uforglemmelig fødselsdagsgave
Hotellets talskvinde, Rachel van der Sloot, bekræftede, at det var første gang, en sæl havde tjekket ind på hotellet.
Udover en stor bunke sand efterlod den dog ingen skader.
Og hvad med gæsten, der fandt sælen i sit værelse? Hun tog det hele med et stort smil.
"Det var hendes fødselsdag, og hun syntes, det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået," sagde Lichtenberg.