Vi befinder os midt i sommeren, og det betyder, at mange danskere søger væk fra hjemmet for at kunne koble helt af.
Mens mange sigter efter Italien, Grækenland eller Spanien, er der andre, der ikke har behovet for at komme ligeså langt væk.
Svenske campingpladser er også et populært sommermål for mange, da de fungerer som små samfund med egne rutiner, normer og uskrevne regler.
Men i virkeligheden er der nok ikke mange, der kender til de omtalte regler.
I et interview med Expressen forklarede en mangeårig beboer på Sibbarps campingplads i Malmø, at 'udlændinge' (campister der er på ophold i en kort periode, red.), ofte bryder en uskreven regel.
Campinglivet handler ikke kun om afslapning, men også om at forstå og respektere visse 'koder'.
Sådan skriver Nyheter24.
Et af de mest interessante aspekter af campingkulturen er brugen af farvede bånd.
Ifølge den erfarne campist betyder et rødt bånd på campingvognen, at man søger seksuel samvær, mens et grønt bånd signalerer åbenhed for nye venskaber.
"Rødt bånd betyder, at du leder efter samvær af seksuel karakter. Og et grønt bånd knyttet på campingvognen gør, at man byder nye bekendtskaber velkommen på et venligt plan," siger vedkommende til Expressen.
Som tidligere nævnt, så er det dog ikke alle, der kender disse interne 'koder', hvilket naturligvis kan skabe lidt forvirring.
Hvis du skal campere til sommer, gør du klogt i at gøre dit forarbejde godt, da det kan spare dig for flere misforståelser fra start.
For mange danskere er sommeren på campingpladsen ikke bare en ferie, men en livsstil, hvor fællesskab og gensidig respekt er noget, der prioriteres højt.