Ferieglæden og eventyrlyst kan let komme til at overskygge fornuften, når det kommer til sikkerhed på rejser.
En ekspert inden for personbeskyttelse opfordrer ferieglade mennesker til altid at holde tungen lige i munden; og på et tilsyneladende trygt hotelværelse.
Det skriver The Mirror.
Aaron Bond, der er livvagt og efterforsker, løfter nu sløret for et par vitale sikkerhedstips, der kan beskytte dig mod ubudne gæster under dit hotelophold.
Ifølge Aaron er det vigtigt, at du trækker gardinerne for, så snart du tjekker ind på dit værelse. Det kan nemlig have uanede konsekvenser:
"Folk får mulighed for at kende dine mønstre, hvilket eksponerer dig for at blive bestjålet", forklarer Aaron Bond.
En anden tommelfingerregel er, at du skal undgå at tale om dine planer i det offentlige rum, hvor andre kan opsnuse, hvornår dit værelse står tomt.
Valg af værelse kan også spille en stor rolle for din sikkerhed.
Aaron Bond råder til, at man anmoder om et værelse på hotellets tredje til femte etage. Ved at gøre dette minimerer man risikoen for indbrud.
Derudover advarer eksperten om skjulte kameraer:
"Skjulte kameraer kan være så små som et nålehoved og kan være hvor som helst på dit værelse," advarer han og anbefaler, at du finkæmmer værelset.
Her anbefaler han, at du bruger din telefon til at scanne rummet, da den potentielt kan opfange refleksionen fra en kameralinse.