Udsolgt.
Det er virkeligheden i de fleste af IKEA's svenske varehuse lige nu, hvor kunder forgæves leder efter loftslamper, bordlamper, gulvlamper og andre lækkerier fra den populære Stockholm-kollektion.
Hylderne er tomme, lagerstatus er på nul - og det gælder faktisk også skabe og tæpper fra samme serie.
Det er ikke helt tilfældigt, skriver mediet Marcus Oscarsson.
I år runder Stockholm-serien nemlig 40 år, og det blev fejret med et brag - nemlig med en ny og omfattende kollektion, Stockholm 2025, som Ikea præsenterede tidligere på måneden.
"Formålet med Stockholm har altid været at vise, at høj kvalitet ikke behøver at være forbundet med en høj pris," siger Karin Gustavsson, der er kreativ leder for Stockholm 2025, i en pressemeddelelse.
Helt væk i Norge
Festen stopper dog ikke ved Øresund.
Også i Norge har IKEA-elskere været hurtige på aftrækkeren. Den norske avis DinSide skriver, at "flere af produkterne fløj ned fra hylderne, og efter påskeferien var mange af varehusene helt tomme for varer."
Hvis du nu sidder og hyperventilerer over udsigten til en lampefri fremtid, kan du tage det helt roligt.
De nye produkter bliver en fast del af IKEA-sortimentet, lover Stine Odland, der er kommunikationsrådgiver i IKEA.
Håndværk og historie
Ikea beskriver den nye Stockholm-kollektion som "en bred vifte af møbler, tekstiler, belysning og tilbehør til hele hjemmet."
"Vi har arbejdet på at skabe en kompromisløs kollektion, hvor hvert produkt fortæller en historie. Håndværk er kernen, og både traditionelle teknikker og håndværksmetoder har resulteret i bæredygtige og smukke designobjekter, der holder tidens tand," udtaler Karin Gustavsson.