Kjolen var på, løfterne givet, og smilet var stort, da Kylie fra Melbourne sagde ja til sin mand foran venner og familie.
Seks års forhold kulminerede i et drømmebryllup.
Men inden hun nåede frem til receptionen, var hendes nybagte ægtemand pist væk – og forblev det i månedsvis.
Kylie delte sin historie i et radioprogram på Nova’s Late Drive og efterlod både værter og lyttere målløse.
Hun fortalte, at gommen virkede kærlig og oprigtig under ceremonien og fotosessionen.
Men kort tid efter forsvandt han uden forklaring.
"Vi blev gift og havde et smukt bryllup. Og han var væk til receptionen," sagde Kylie ifølge mediet Mirror.
Hun forsøgte at holde masken overfor gæsterne og lod festen fortsætte, som om intet var sket.
Selv vendte hun alene tilbage til brudesuiten, mens familie og venner festede videre i uvidenhed.
Næste dag begyndte de første spørgsmål at tikke ind: Hvor var hendes nye mand? Hvordan gik bryllupsrejsen?
Svaret fandt Kylie først senere – og det var en mavepuster.
Hendes mand havde ikke bare forladt hende.
Han havde hele tiden haft en affære.
Og det med hendes egen kusine.
"Han er sammen med min kusine nu – han var utro med hende. Jeg ser hverken ham eller min kusine. Det ville være ret akavet," fortalte Kylie.
På trods af ydmygelsen har hun formået at bevare humoren.
"Mine børn synes, det er hylende morsomt – det bliver nævnt hele tiden," griner hun.