Der skal ikke være nogen tvivl om, at mange mennesker er meget selvbevidste omkring at have en 'dobbelthage', hvorfor de har et ønske om at slippe af med den. Det kan virke udfordrende at træne hagen, men en læge har delt en helt særlig metode, der kan bruges til at stramme musklerne op.
Udtrykket 'dobbelthage' henviser til en ophobning af fedt og væv under hagen, hvilket skaber en fold eller giver indtryk af en 'anden hage'. Det er ikke ualmindeligt at have ekstra fedt omkring hage og hals, hvilket ændrer ansigtets og kæbens udseende.
Selvom vægtøgning er en medvirkende faktor til en dobbelthage, er det ikke den eneste årsag. Nogle mennesker har en naturlig tilbøjelighed til at udvikle en dobbelthage på grund af deres kropstype og genetik.
En anden faktor kan være den naturlige aldringsproces. I takt med, at vi bliver ældre, producerer kroppen mindre kollagen, hvilket fører til nedsat elasticitet. Det gør det lettere for fedt at samle sig og forstærker udseendet af en dobbelthage.
Lægen Dr. Michael Rowe har dog heldigvis afsløret en enkel metode til at fjerne en dobbelthage. Denne teknik, som Dr. Rowe har demonstreret i en video på det sociale medie TikTok, er ligetil og kræver hverken medlemskab i et fitnesscenter eller dyre kosmetiske behandlinger.
Derimod er der tale om en 'meget let' øvelse, der ifølge lægen strammer musklerne omkring kæbelinjen og halsen op - og alt, du behøver, er en tennisbold.
"En tennisbold fungerer perfekt - tag en tennisbold og placer den lige under hagen, og pres så hagen ned mod brystet," sagde han i sin video ifølge mediet Daily Record.
"Mens du gør dette, vil du mærke, at en masse muskler i nakken aktiveres. Hold denne position i fem sekunder, slap af, og gentag."
Lægen foreslår, at man gentager øvelsen 10 til 15 gange. Han mener, det er tilstrækkeligt til at gøre en forskel - uden at man nødvendigvis sveder. Derfor er det naturligvis også noget, som alle kan finde tid og overskud til i deres hverdag.
"Med hver gentagelse, bør du prøve at presse lidt mere ned. Du bør gøre dette cirka to til tre gange om dagen," sagde han.
Hvis man oplever ubehag, anbefaler Dr. Rowe at indlægge restitutionstid. Selvom denne specifikke øvelse kan målrette det ønskede område, bør den kombineres med en passende kost og øvrig træning for hurtigere og bedre resultater.
Livsstils- og kostændringer kan hjælpe med at mindske en dobbelthage ved at fokusere på generelt vægttab. Dette kan opnås ved at spise en balanceret kost bestående af magre proteiner, sunde fedtstoffer, frugt, grøntsager og fuldkorn.
Forarbejdede fødevarer, sukkerholdige drikkevarer og overdreven alkohol bør minimeres. Hvis du er bekymret, er det en god idé at kontakte din læge, da der naturligvis kan være flere grunde til, at du har udviklet en dobbelthage.