En af verdens mest eftertragtede sportsvogne - en Lamborghini Miura S fra 1970 - har stået stille i en stue på Long Island i USA i fire årtier.
Bilen blev for nylig solgt, og for at få den ud måtte man rive en væg ned.
Det skriver mediet Pro Sport.
En sjælden perle i bilhistorien
Lamborghini producerede kun 764 Miura-modeller mellem 1966 og 1976, hvoraf kun 338 var Miura S-versionen.
Det specifikke eksemplar, der nu er blevet solgt, rullede af samlebåndet i Sant’Agata Bolognese i juli 1970 og kom kort efter til USA. Efter en periode på vejene, hvor kilometertælleren nåede 67.662, blev bilen kørt direkte ind i ejerens stue.
Herefter byggede han en væg, der gjorde den til en permanent del af interiøret. Det resulterede så også i, at han blev nødt til at pille væggen ned igen, da bilen skulle sælges.
Perfekt bevaret gennem årtier
Ved salget fik bilens ejer besøg af Larry Kosilla, der er specialist i vedligeholdelse af luksusbiler. Han kunne konstatere, at den stod præcis som for 40 år siden.
Den originale instruktionsbog og de dokumenter, der fulgte med bilen fra fabrikken, var intakte.
Lak, interiør og motornummer matchede stadig stelnummeret, hvilket kun gør den endnu mere interessant for samlere.
Verdens første superbil
Lamborghini Miura regnes som verdens første superbil.
Miura S-versionen er udstyret med en 3,0-liters V12-motor med 370 hestekræfter, hvilket er 20 flere end den oprindelige model.
Den accelererer fra 0 til 100 km/t på 5,5 sekunder og har en tophastighed på 280 km/t. Da den kom frem var den en direkte konkurrent til Ferrari 275 GTB og Ford GT40.
Salgsprisen for bilen er ikke offentliggjort, men et tilsvarende eksemplar blev sidste år solgt på auktion for 2,04 millioner dollars, hvilket svarer til cirka 13 millioner kroner.