Sommeren er over os, og inden længe drager et hav af danskere sydpå for at slippe væk fra hverdagens stress og jag.
En del vælger at rejse langt, mens andre nyder friheden ved en smuttur over Øresund til vores svenske naboer.
Hvis du planlægger at tage bilen med til Sverige, bør du være ekstra opmærksom bag rattet. Især på én særlig detalje omkring trafikreglerne kan ende med at koste dig dobbelt bøde.
Ny teknologi og øget fokus på sikkerhed betyder, at én enkelt forseelse i trafikken i dag kan få større konsekvenser end tidligere - især hvis den bliver fanget af et fartkamera.
En ny svensk dom har gjort det klart, at fartkameraet kan mere end at måle fart.
Det skriver mediet Marcus Oscarsson.
Afsløret af billede
I oktober sidste år blev en 55-årig mand blitzet på E45-motorvejen i Sverige.
Han kørte 86 km/t på en strækning med hastighedsgrænse på 70, men på billedet fra fartkameraet kunne man også se, at han havde en mobiltelefon i hånden.
Selvom manden nægtede sig skyldig, valgte retten at dømme ham for begge overtrædelser.
Han blev idømt en samlet bøde på 3.150 svenske kroner. Dommen omtales som usædvanlig og vækker stor opmærksomhed.
Flere medier og motorblogs peger på, at sagen kan være startskuddet til en ny måde at bruge fartkameraer på i Sverige - nemlig som dokumentation for andet end fart.
Tilfældet er dog ikke helt enestående. Allerede i 2019 blev en anden bilist fanget med mobilen i hånden på et fartfoto og fik en bøde. Også dengang på E45.
Det siger loven
Siden 2018 har det i Sverige været forbudt at bruge håndholdt mobiltelefon under kørsel.
I Danmark blev reglerne skærpet i 2019, så det at holde en telefon i hånden bag rattet i sig selv er strafbart - uanset om du taler i den, skriver eller bare holder den.
En fastmonteret telefon må gerne anvendes, så længe det ikke forstyrrer kørslen. Har man telefonen i hånden - også selvom man blot tjekker noget - er det ulovligt.