En mand fra Illinois har for nylig opdaget en skjult skat bag en væg i sit barndomshjem, da han var i gang med at renovere boligen.
Tim King, der er ejer af T.King Construction Services i Lombard, fortalte til mediet PEOPLE, at han hjalp sine forældre med et renoveringsprojekt, da han fandt en julegave med sit navn på - fra årtier tilbage - bag en badeværelsesvæg.
"Vi fjernede et medicinskab, inden vi satte gipsvæg op, og jeg tænkte: 'Jeg må hellere kigge for at sikre mig, at der ikke er noget derinde'. Og dér lå den," sagde han til det amerikanske medie.
King delte sin oplevelse i et opslag på det sociale medie Instagram den 27. december. Der er blevet taget godt imod denne video, da den i løbet af de seneste uger har fået mere end 35.000 likes.
I videoen guider han seerne til stedet bag badeværelsesvæggen, før han trækker en fint indpakket gave dækket af støv frem. "#Christmasmiracle," skrev han som billedtekst.
I en opfølgende video ses King åbne gaven og afsløre indholdet: en æske med Matchbox-modelfly, som potentielt set kan vise sig at være en del penge værd i dag.
"Min mor var ikke vågen endnu, så vi ventede med at åbne den foran hende," siger han og bemærker, at hans mor ikke kan huske at have købt gaven for så mange år siden.
King fortæller, at hans forældre plejede at gemme gaver på loftet, og at æsken sandsynligvis er faldet ned, uden at nogen har bemærket det. Han anslår, at legetøjet må have været nyt omkring 1978, hvilket ville have gjort ham cirka 6 år gammel dengang.
Og hvordan har King det med den forsinkede opdagelse?
"Jeg har kun én søster, og min mor har altid været meget omhyggelig med at give os det samme antal gaver," siger han og tilføjer grinende: "Så vi har joket med, at jeg har manglet en gave i 46 år."