Mens influencere og gamere drømmer om viral succes på sociale medier, har dansk politi opnået netop dette. En af deres videoer har taget TikTok med storm og har spredt sig langt ud over Danmarks grænser. Det skriver B.T.
140 millioner visninger og stigende
Videoen, som er produceret af Politiets Online Patrulje (POP), viser tre betjente, hvoraf den ene er udklædt som en røver. Til tonerne af en hurtig version af Sam Smiths hit La La La bliver den falske forbryder fanget og anholdt i baggrunden. Videoens humoristiske tilgang har fanget brugernes opmærksomhed, og i skrivende stund er den blevet set over 140 millioner gange på TikTok, ifølge DR.
Men hvorfor bruger politiet tid på at lave underholdende videoer?
Målgruppen er børn og unge
POP blev oprettet i 2022 med det formål at styrke politiets digitale tilstedeværelse. Gennem sociale medier forsøger patruljen at skabe en direkte forbindelse til borgerne – især de unge, som ellers kan være svære at nå.
”Når vi er et sted som TikTok, nytter det ikke noget at komme med en løftet pegefinger. Vi må møde børn og unge i øjenhøjde,” siger politikommissær og sektionsleder for POP, Sisse Birkebæk, til DR.
Videoen fungerer derfor som et blikfang, der skal få de unge til at engagere sig i politiets øvrige indhold. Ud over de humoristiske klip deler POP også vigtige budskaber om online sikkerhed, såsom forebyggelse af digital svindel og hacking.
Se den sjove video her: