Politiet har anholdt en mand efter et voldsomt overfald på en 59-årig ved Farum Station lørdag aften.
Nordsjællands Politi har anholdt og sigtet en 34-årig mand for grov vold, da han mistænkes for at stå bag et voldsomt overfald på Farum Station lørdag aften.
Det oplyser Flemming Hansen, der er vagtchef hos politikredsen, ifølge Ritzau.
Overfaldet gik ud over en 59-årig mand, der dog selv var i stand til at tage kontakt til politiet efter episoden.
Anmeldelsen indløb klokken 22.25 lørdag aften, hvor den 59-årige – som sagt – selv rettede henvendelse til politiet.
Ifølge vagtchefen blev manden inden da sparket i hovedet og har muligvis pådraget sig en brækket næse.
Fremstilles i grundlovsforhør
Politiet vurderer, at der var to gerningsmænd involveret i overfaldet, men hidtil er det kun én af de formodede gerningsmænd, der er blevet anholdt af politiet.
Den anholdte er søndag blevet stillet for en dommer ved et grundlovsforhør, der blev afholdt ved Retten i Lyngby.
Vagtchefen oplyste tidligere søndag, at det endnu er uvist, hvad der gik forud for episoden på stationen.