Nyheder24.dk
Forside 112 Mand fik mad galt i halsen og døde: Senere blev...

Mand fik mad galt i halsen og døde: Senere blev liget fundet i kompostbunke

Politi, police
Foto: 1Xela / Shutterstock.com

Politiet gjorde et makabert fund

Når et menneske pludselig kommer i livsfare, kan hurtig hjælp være afgørende.

Men i en sag fra Faxe Ladeplads blev der hverken ringet 112 eller forsøgt førstehjælp, da en mand tilsyneladende fik mad galt i halsen.

Nu er en 61-årig mand idømt en behandlingsdom ved Retten i Næstved.

Sagen går tilbage til 18. juli 2023, hvor en mand spiste aftensmad i en bolig i Faxe Ladeplads.

Under måltidet rejste han sig og hostede, som om han var ved at kløjes i maden.

Kort efter gik han ud på badeværelset og kom ikke tilbage.

Det oplyser TV 2.

Slog ikke alarm

Ifølge anklageskriftet fandt den nu dømte mand ham senere livløs på badeværelset.

Han rørte ved mandens skulder og spurgte, om han var okay, men fik ingen reaktion.

Senere vendte han tilbage og forsøgte at finde en puls. Det lykkedes ikke.

Alligevel blev der ikke slået alarm. I stedet gik den 61-årige mand i seng.

Efterfølgende blev liget flyttet ud i en kompostbunke, hvor det blev dækket med haveaffald og brædder.

Først 5. december samme år blev den døde mand fundet på adressen. Det var omkring 4,5 måneder efter dødsfaldet.

Ifølge Ekstra Bladet var den afdøde 44 år og tæt pårørende til den nu dømte.

Retten har afsagt dom

Den 61-årige er dømt for blandt andet at undlade at hjælpe en person i øjensynlig livsfare og for usømmelig omgang med lig.

Han er desuden dømt for en række andre forhold, blandt andet tyveri, blufærdighedskrænkelser, dokumentfalsk, indbrud, vold samt overtrædelse af kniv- og våbenloven.

“Det er en atypisk sag, som har berørt mange mennesker. Jeg er tilfreds med, at sagen nu har fået en afslutning, hvor tiltalte er kendt skyldig,” siger anklager Siw Olsen.

Den 61-årige har modtaget dommen. Det er ikke oplyst, om behandlingsdommen har en slutdato.

Ads by MGDK