59-årig udgav sig for at være en anden og krænkede 51 piger seksuelt

Af: Julie Møller

|

06/12/2021

112
Foto: Nyheder24.dk
Det skete via det sociale medie Snapchat.

Lige nu læser andre også

En 59-årig mand er idømt 1,5 års fængsel i sag om grooming.

Fænomenet grooming er den proces, hvor en mental eller aldersmæssigt overlegen person opbygger en relation til et barn med henblik på at udnytte barnet seksuelt.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte, da en pige fra Vestjylland sammen med sine forældre anmeldte manden til Midt- og Vestjyllands Politi. Da manden boede i Taastrup, overgik sagen til Københavns Vestegns Politi. 

Her begyndte en omfattende efterforskning, som afdækkede, at manden havde haft kontakt med mange helt unge piger.

Foto: Shutterstock. 

Politiets efterforskning viste, at den 59-årige havde været i kontakt med i hvert fald 51 helt unge piger i alderen mellem 11 og 15 år via Snapchat.

Udgav sig for at være en anden

På det sociale medie havde han oprettet flere profil, hvor han udgav sig for at være flere forskellige unge drenge og i ét tilfælde gav han sig ud for at være en ung pige. På den måde havde han fået flere af pigerne til at sende nøgenbilleder, ligesom at han i mange tilfælde havde sendt billeder af sit underliv.

Efterforskningen gjorde at politiet i foråret anholdt manden, og han har siden været varetægtsfængslet i sagen. Nu er den 59-årige mand idømt 1,5 års fængsel. 

Gode råd til børn, unge og deres forældre

I forbindelse med politiets arbejde med sagen, har der været samarbejde med organisationen Red Barnet, der har tre gode råd til børn, unge og deres forældre:

Risiko for snyd

Der er masser af gode oplevelser i den digitale verden – også for børn og unge. Men det er vigtigt at huske på, at ikke alle på nettet er dem, de giver sig ud for at være. Heller ikke selv om de har sendt et billede. Hvis man chatter privat med en person, bør man have set personen på kamera, så man fx ved, at det er en jævnaldrende. Tænk dig godt om, inden du deler intime billeder, og mød aldrig en online-ven alene. Afbryd forbindelsen, hvis der sker noget underligt eller ubehageligt. 

Søg hjælp

Hvis du bliver udsat for digitale krænkelser, så husk, at det aldrig er din egen skyld. Fortæl om det til en voksen, du har tillid til. Måske dine forældre eller en lærer. Du kan også kontakte Red Barnets rådgivning SletDet på www.redbarnet.dk/sletdet, hvor der sidder voksne klar, som er vant til at tale med børn og unge om noget, der er svært. Vent med at slette billeder, chatbeskeder og andet, indtil du har talt med en voksen, for hvis noget skal meldes til politiet, så kan der være brug for materialet. 

Tal med dit barn

Vis positiv interesse for dit barns liv på nettet. Spørg jævnligt ind til, hvad barnet oplever der, og lav gode aftaler med dit barn om sikkerhedsindstillinger på de sociale medier. Vær imødekommende, hvis dit barn fortæller dig om noget ubehageligt, der er sket på nettet. Lad være med at skælde ud. Det er ikke barnets skyld. Tal roligt med barnet om det, og ring til SletDet-rådgivningen, hvis du har brug for et godt råd. Hvis der er sket noget strafbart, så kontakt politiet.

 



 

 

 

Anbefalet til dig