To drenge på 13 og 14 år troede, de stjal fyrværkeri: Fik sig en overraskelse

Af: Julie Møller

|

29/12/2021

112
Foto: Shutterstock.
Det var nok ikke lige det, de to drenge på 13 og 14 år havde regnet med.

Lige nu læser andre også

Om få dage er det nytårsaften, og det betyder, at der er åbnet for salget af fyrværkeri.

To drenge på 13 og 14 år fra Frederikssund og Haslev havde tirsdag dog ikke tænkt sig at betale for det, de troede var fyrværkeri.

Det skriver Nordsjællands Politi i den seneste døgnrapport.

I en Jem & Fix-butik på Holmensvej havde de stjålet 'fyrværkeri'. Der var imidlertid tale om udstillingsmodeller uden krudt i, og de slukørede drenge afleverede efterfølgende det stjålne tilbage til ejeren, hvorefter patruljen tog et alvorsord med dem.

Sådan undgår du skadestuen nytårsaften

Selvom antallet af fyrværkeriskader har været faldende de senere år, er der fortsat mange, der kommer til skade, når de tænder lunten på fyrværkeriet.

Med sund fornuft og et par enkle huskeregler kan du heldigvis blive fri for at tilbringe nytårsaften på skadestuen.

Foto: Shutterstock. 

Det er budskabet fra Alm. Brand i en pressemeddelelse.

”Mange af skaderne sker, fordi man har en lidt for høj promille, og fyrværkeriet ikke bliver tændt og affyret korrekt, eller fordi det er defekt. Som altid gælder det om at passe på og aldrig at gå tilbage til en fuser. Og selvom man ikke selv affyrer fyrværkeriet, skal man være opmærksom, så festen ikke slutter med et brag,” siger Maria Bitsch, skadechef for person- og specialskade i Alm. Brand. 

Sådan får du en sikker nytårsaften:

  • Husk altid sikkerhedsbriller.
  • Hold afstand til fyrværkeriet.
  • Hold aldrig fyrværkeri i hånden.
  • Sæt aldrig fyrværkeriet i en flaske fra middagen. Sørg for at brug et ordentligt rør, der sidder godt fast i jorden.
  • Tjek vejret og vindretningen, inden du antænder raketten.
  • Hold god afstand fra beboelse, når du fyrer af.
  • Gå aldrig tilbage til en fuser. 

Anbefalet til dig