Nyheder24.dk
Forside Politik Ekspert om nye Mette Frederiksen-rygter: Det skaber uro

Ekspert om nye Mette Frederiksen-rygter: Det skaber uro

Mette Frederiksen
Alexandros Michailidis / Shutterstock.com

Den kendte politiske kommentator forventer, at der også fremover vil være spekulationer om et internationalt topjob til statsministeren.

Uanset hvor mange garantier statsminister Mette Frederiksen har i sinde at give, må hun forberede sig på, at resten af hendes tid som partiformand vil være ledsaget af rygter om et muligt internationalt topjob.

Sådan lyder vurderingen fra Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell.

Det er en udmelding, der kommer i kølvandet på, at den danske statsministers navn på ny er blevet bragt i spil til en stor post. Denne gang er der tale om en ledende post i et kommende europæisk sikkerhedsråd.

Skaber uro

Ifølge Engell vil den slags spekulationer dukke op igen og igen, og det er noget, der kan vise sig at have konsekvenser for Socialdemokratiet.

“Sådan vil det være hver gang. Det er på den ene side jo en anerkendelse af hendes dygtighed, men på den anden side er det jo også noget, der skaber uro i Socialdemokratiet hver eneste gang, fordi så begynder man med det samme at hoppe ned i skyttehullerne og gøre klar til, hvem der skal følge efter,” siger han til Ekstra Bladet.

Han peger desuden på, at man tidligere har set, hvordan en fornemmelse af et nært forestående formandsskifte skaber bevægelse blandt socialdemokraterne. Det var blandt andet tilfældet i Helle Thornings tid.

Tror på fortsat statsministerpost

Selv har kommentatoren dog svært ved at tro på, at Mette Frederiksen reelt set kan ses for at være i spil til den europæiske post.

Årsagen til, at Engell har svært ved at forestille sig dette, er det anspændte forhold mellem Danmark og USA.

Det er noget, der efter hans vurdering vil få flere EU-lande til at tøve med at lade en dansk mand eller kvinde stå i spidsen for et europæisk sikkerhedsråd i en tid som nu.

I stedet forudser Engell, at Frederiksen bliver hjemme i Danmark i de næste mange år. Han fremhæver i denne forbindelse, at hun fylder 49 år i november, og at det passer godt tidsmæssigt for hende at tage endnu en tørn som statsminister.

“Jeg tror mest på, at hun er Danmarks statsminister både om seks år og om otte år,” siger han.

Ads by MGDK