Politiet holder i disse dage et skarpt øje med hastighederne på landets gader og veje. Og i går var ingen undtagelse. Det fortæller Sydsjælland og Lolland-Fasters Politi i døgnrapporten fredag.
Torsdag var politifolk fra færdselsafdelingen klokken 20.02 kørt ud til Sorøvej i Slagelse, som de af erfaring ved, er et strækning, hvor folk kan finde på at køre meget hurtigere end de 80 km/t, som er tilladt.
Det gjorde de desværre også i går.
På de knap to timer, hvor der blev målt, fangede politiets laserudstyr hele fire bilister, der kørte markant for hurtigt. Der blev målt hastigheder på hhv. 109 km/t, 115 km/t, 157 km/t og 169 km/t.
Det udløste to klip, en betinget frakendelse af kørekortet og en ubetinget frakendelse af kørekortet samt en inddragelse af førerretten på stedet, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Skyder op i luften
Det var dog ikke kun trafikforseelser, der tegnede dagen i politikredsen på det sydlige Sjælland.
Betjentene hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fik i går klokken 21.37 en anmeldelse om, at en mand opførte sig noget besynderligt på Stubbekøbingvej i Nykøbing F. Han havde råbt umotiveret og affyret skud i luften – uden dog at nogen havde været i fare.
Kort efter var politiet på stedet og fik fat i manden, der havde en pistol på sig. Manden, der er 27 år og med ukendt adresse, blev anholdt og taget med på politistationen.
Politiet fortæller desuden, at det forventes, at han bliver fremstillet i grundlovsforhør senere fredag.