Finder efterladt buket blomster på bredden - fodspor fører mod vandkanten

15/7/20 09:33

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Rigspolitiet
En forbipasserende så pludseligt en buket bloster, der lå på bredden i en dansk mose.

Nordsjællands Politi fortæller i døgnrapporten onsdag, at en patrulje fra politikredsen tirsdag morgen måtte svare på et opkald, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. 

En morgenfrisk forbipasserende ringede til politiet, da personen havde været forbi Hundesømosen i Gentoft. Klokken var endnu ikke 08, og anmelderen kunne ikke undgå at bemærke, at der var noget, som ikke så ud som det plejede. Derfor tog han straks kontakt til poltiet. 

Fodspor mod vandkanten

Den morgenfriske anmelder kunne ikke undgå at bemærke, at der lå en buket blomster på jorden, ligesom der var nogle fodspor fra blomsterne, der ledte ned til vandet. Derfor frygtede den forbipasserende, at en person havde gjort skade på sig selv, hvorfor han kontaktede politiet.

Politi og beredskab blev sendt til området, hvor blandt andet politiets hunde samt en drone undersøgte forholdene nærmere. 

Heldigvis viste det sig, da der blev kigget nærmere på fodsporene, at de også ledte væk fra vandet igen. Da der samtidig ikke blev fundet andre spor, der kunne indikere, at der var sket nogen noget, forlod myndighederne stedet igen klokken 09.46.