Østjyllands Politi måtte torsdag sende en patrulje til banegården i Aarhus. Det fortæller politikredsen i døgnrapporten fredag.
Omkring klokken 22.44 tog politiet imod en 21-årig mand netop på banegården i Aarhus. Nogle minutter før havde en togkontrollør ringet til politiet og fortalt, hvordan den 21-årige havde hostet på ham og sagt, at han havde corona.
Baggrunden var, at den 21-årige og tre af hans venner havde fået en afgift for at køre uden billet, og det havde gjort den unge mand godt utilfreds med togpersonalet. Han provokerede gentagne gange kontrolløren og på et tidspunkt, hostede han så mod konduktøren og sagde højt, at han havde corona.
Politiet stod på toget i Aarhus, hvor den 21-årige blev anholdt og sigtet for trussel om vold mod en person i offentlig tjeneste.
Havde bushammer på sig
Da den unge mand blev visiteret, fandt betjentene en bushammer, som han blev sigtet for stjæle. Den 21-årige fortalte betjentene, at han ikke havde corona, og at det bare havde været for sjov.
Han blev dog alligevel undersøgt af en læge, og hans sundhedsjournaler blev efter samtykke tjekket. Da han ikke havde symptomer på sygdom, og han ikke stod som smittet i systemet, blev det vurderet, at han ikke havde corona.
Den unge mand kan nu se frem til et retsligt efterspil efter hans overtrædelse af straffeloven.